For et par uger siden kørte jeg glad og opløftet hjem fra Dyrehavsbakken. Cirkusrevyens premiere var netop overstået. Glad på grund af kraftig medvind på cykelstien. Opløftet efter en forrygende morsom oplevelse i det gamle cirkustelt.
Efter at have set tre af årets revyer trænger spørgsmålet sig på: Er den politiske korrekthed langt om længe død?
Nu findes der vel lige så mange definitioner på begrebet politisk korrekthed, som der findes mennesker, der bruger det.
Så her er et personligt eksempel. For få år siden havde Cirkusrevyen et nummer, hvor den danske fremmedhader blev sammenlignet med danskere, der rydder haven for ukrudt.
Den metafor er ikke alene skrækkelig primitiv.
Det er kulturradikalisme, når den er værst. En moderne variation over Klaus Rifbjergs gamle udtryk, ligusterfascister.
Man bor i hus, har et anstrengt forhold til skvalderkål, ergo gemmer man sandsynligvis en antik Frikorps Danmark uniform dybt nede i kælderen. Både rent fysisk - og sikkert også på det psykologiske plan.
Selvfølgelig skal hvide danskeres forhold til mørke danskere sættes under satirisk lup. Som alle andre samfundstendenser.
Det er humoristens og komikerens ret, og for den sags skyld også pligt, at skrive på had - og næstekærlighed.
Men den frikirkelignende indforståethed og de dæmoniserende vrangbilleder af politiske modstandere burde være begravet med Røde Mors Rockcirkus.
I kunsten er fordomsfuldheden og foragten for mennesker ofte lige så stor hos afsenderen som hos de fremmedfjendske.
Der skete noget afgørende i moderne dansk satire efter Muhammed-tegningerne. Umiddelbart efter gjorde en lang række danske komikere og andre kunstnere enorme knuder på sig selv i forsøget på at undgå at komme til at lyde antimuslimske.
Indimellem virkede det som om, at det var vigtigere at undgå mistanken om at sympatisere med Dansk Folkeparti, end at forsvare humoristens ytringsfrihed.
Komikere som Omar Mazouk og Farshad Kolghi har med hver sit diametralt modsatte politiske udgangspunkt en stor del af æren for at danske komikere tør se nuanceret på indvandrerproblematikken.
Bedømt ud fra bare tre af årets revyer, kunne man håbe, at dansk satire nu er på vej op på næste niveau.
Jeg har endnu ikke set en eneste løftet pegefinger. Endnu ingen nedladenhed.
Der skydes til højre og venstre. Underfundigt. Mildt. Skarpt. Kærligt. Ukærligt. Ikke mindst selvironisk. Det er bare ét af de punkter, hvor revyerne har lært af stand-up komikerne. Når jeg peger på andre, peger tre fingre tilbage på mig selv.
Tomheden i Helle Thornings retorik. Klumpedumpen Villy Søvndal. Joachim B. Olsens bevidst grænsesøgende provokationer.
Dronning Vestagers skakspil med magten. Lars Løkkes langvarige, intense flirt med sin hængekøje. De Konservatives dødsdans.
Alt er i spil. Intet er helligt.
Lisbet Dahl åbner ligefrem for en lille diskussion på scenen: hvad kan man tillade sig at sige om Pia K? Konklusionen er - alt.
Efter Cirkusrevyen blev Suzanne Bjerrehuus spurgt af msn.dk, hvordan hun havde det med at blive hængt ud som småalkoholiker (og storliderlig) i Cirkusrevyen.
- Karen og jeg er jo fra en generation, hvor man gør, hvad der passer en. Unge er blevet så bornerte i dag - hvis vi vil have en gin og tonic, så besvimer alle unge omkring os. Det er rigtig fedt, de har fanget os - at vi gør, hvad der passer os, sagde hun.
Godt vi har revyerne - og Bjerrehuus og Thisted - til at udfordre den politiske korrekthed.
Eller sagt i et sprog, som Suzanne og Karen forstår.
Satire er sjovere som S/M, end når det foregår i de politiske missionærstillinger.
Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.
