Den amerikanske skuespiller Tori Spelling befinder sig i store økonomiske problemer.

Det har sladdermediet Pagesix erfaret.

Ifølge mediets oplysninger så har de amerikanske skattemyndigheder tømt hendes og ægtemandens konti. Det skyldes blandt andet en stor skattegæld. I 2016 forlød det, at parret skyldte et beløb svarende til 4,9 millioner danske kroner i skat. Det beløb skulle angiveligt alene stamme fra 2014.

Og det amerikanske kendispar har en dårlig historik i forhold til at betale deres regninger.

I november 2016 kom det frem via retsdokumenter, som mediet Entertainment Tonight havde fået fingrene i, at Tori Spelling blev sagsøgt af kreditkortfirmaet American Express for ikke at have betalt sin gæld svarende til 610.000 danske kroner. Det var anden gang, at selskabet måtte gå rettens vej for at få sine penge. I januar 2016 blev hun sagsøgt for ikke at have betalt en gæld svarende til 260.000 danske kroner af selvsamme firma.

Også Tori Spellings mand Dean McDermott har haft pengeproblemer. Han blev således retsforfulgt af sin ekskone for ikke at betale børnepenge i marts. Ifølge Pagesix har McDermott fortalt i retten, at han gennemgik en hård økonomisk fase af sit liv, hvorfor han var stoppet med at betale børnepenge.

Den 43-årige skuespiller, der er kendt for at spille Donna i kultserien 'Beverly Hills 90210', har tidligere erkendt, at hun langt fra har været god til at tage fornuftige økonomiske beslutninger.

I sin bog 'Spelling It Like It Is' har hun omtalt sine pengekvaler.

'Det er ikke et mysterium, hvorfor jeg har pengeproblemer. Jeg var rigere, end nogen kan forestille sig. Men jeg kan ikke slippe mine dyre vaner, selv om jeg har prøvet at leve mere simpelt,' skrev hun blandt andet i bogen, der blev udgivet i 2013.