En ansat i FC Barcelona er kommet i problemer efter udtalelser om klubbens argentinske stjerne, Lionel Messi.

Nogle få udtalelser om stjernespilleren Lionel Messi betyder nu, at Pere Gratacos fjernes som leder af sportslige relationer i FC Barcelona.

Lederen fra den spanske storklub udtalte tidligere på ugen, at argentinske Lionel Messi "ikke ville være lige så god" uden sine holdkammerater.

Og den catalanske klub har altså reageret prompte ved at fratage Gratacos lederrollen, der i stedet bliver overaget af sportsdirektør Alberto Soler.

Udtalelserne kom i kølvandet på ugens kampe i den spanske pokalturnering.

»Leo (Lionel Messi, red.) er en af de mest vigtige personer på holdet, men det handler ikke kun om ham. Han ville ikke være lige så god uden Iniesta, Neymar og alle de andre. Men Messi er den bedste,« sagde Gratacos.

Og nu har FC Barcelona altså udsendt en officiel udtalelse, hvor man gør det klart, at Gratacos ikke længere vil være leder for sportslige relationer.

»Han har offentligt udtrykt en personlig mening, der ikke stemmer overens med klubbens,« lyder det i en udtalelse fra Barcelona.

Lionel Messi har været godt spillende det seneste halve år og har scoret 26 mål i 23 kampe i alle turneringer. Heriblandt 13 mål i den spanske liga.

Hans kontrakt med Barcelona udløber i juni 2018, men klubben håber på at kunne forlænge aftalen med den 29-årige stjerne.

/ritzau/