Lyngby fik en optimal start på den nye sæson, da holdet på hjemmebane besejrede HB Køge 1-0 i åbningskampen i 1. division.

Hjemmeholdet har handlet fornuftigt ind i sommerpausen, hvor nytilgangene blandt andet tæller profilerede spillere som Daniel Jensen og Michael Lumb. De to forstærkninger er dog fortsat et stykke fra topformen, og træner David Nielsen havde derfor valgt at se bort fra dem begge til opgøret mod HB Køge.

Lyngby kunne ellers godt have brugt de to spilleres offensive kvaliteter, da det kneb med at skabe nævneværdige målschancer. Det samme kunne man sige om HB Køge, der i sidste uge solgte det brasilianske stjernefrø Bruninho til FC Nordsjælland. Det var derfor ikke så overraskende, at de to hold gik til pause ved stillingen 0-0.

Anden halvleg startede lidt ligesom, den første var sluttet, og man sad med fornemmelsen af, at der skulle en tilfældighed til, hvis kampen skulle finde en vinder.

Det var netop, hvad der skete, da stadionuret nærmede sig den første time. HB Køges målmand Frederik Due kom skidt ud til et højt indlæg og kolliderede i stedet med en Lyngby-spiller, der blev tildelt et straffespark. Det tog Frederik Gytkjær sig af på usvigelig sikker vis, og så var Lyngby i front.

Så skulle man måske tro, at kampen ville blive åbnet mere op, men HB Køges forsøg på at komme tilbage i kampen blev aldrig til mere end ved forsøgene. Lyngbys føring holdt til slutfløjtet, og de blåblusede kunne derfor juble over sæsonens første sejr og en foreløbig førsteplads i rækken.