Liverpool er klar til at strække sig langt i kampen for at beholde superstjernen Luis Suarez på Anfield.

Så langt, at manager Brendan Rodgers er klar til at sprænge klubbens lønstruktur.

Avisen The Mirror kan lørdag berette, at Liverpool pønser på at forlænge kontrakten med uruguayaneren, så han fremover kommer op på et niveau, hvor kun de allerstørste stjerner fra de rige klubber som Chelsea og Manchester City befinder sig. 

Hvis det sker, kræver det altså, at manageren får lov at se bort fra Liverpools stramme lønpolitik, og det er der, knasterne er lige nu, for selv om Luis Suarez før denne sæson udtrykte stor udlængsel fra Liverpool, fordi han ikke følte sig værdsat og havde Champions League-drømme, har de gode præstationer og resultater på banen i denne sæson åbnet for, at han kan blive.

Suarez har nemlig været helt ustyrlig i Premier League i denne sæson og er trods kun ni optrædender topscorer i rækken med 13 mål. Samtidig er Liverpool i spil til en af topplaceringerne i England. 

Luis Suarez måtte ellers sidde uden for i de første fem kampe i Premier League som følge af den karantæne, han fik i sidste sæson, da han bed Branislav Ivanovic i armen.

Hverken Liverpool eller Luis Suarez bør dog have travlt med at underskrive den nye, dyre aftale, da det kun er godt et år siden, at parterne blev enige om en kontrakt af 'længerevarende karakter'.

The Mirror forventer, at forhandlingerne om en ny forlængelse bliver skudt i gang efter det hårde juleprogram.