Husker du frisørens lille snusfornuftige datter Selma fra TV2-dramadyen ’Lærkevej’?.

Nu vender Bebiane Ivola Kreutzman, 15, tilbage til skærmen som tv- stjerne i årets nye julekalender ´Tidsrejsen’ på DR1

Her spiller hun pigen Sofie, der så gerne vil bringe sine fraskilte forældre sammen igen, inden det bliver juleaften.

Men det kræver både magi og hjælp fra en særlig tidsmaskine, der kan sende hende på rejse frem og tilbage i tiden på vaskeægte Hollywood-maner.

Med sig på juleeventyr har hun kendte, danske skuespillere som Søren Pilmark, Stine Stengade, Kurt Ravn, Sigurd le Dous, Lars Knutzon, Karen Lise Münster og Paw Henriksen.

Bebiane, der har grønlandske rødder, er selv skilsmissebarn og kan godt nikke genkendende til sin rolles hedeste ønske. Hun bor til daglig med sin mor på Frederiksberg. Hun kan godt forholde sig til sin rolles hedeste ønske.

–Da jeg var mindre, ville jeg også gerne få mine forældre til at finde sammen igen, siger Bebiane, der til daglig bor med sin mor på Frederiksberg.

Hun har været på optagelse hver dag siden starten i september, og derfor har set i øjnene, at hun må gå 9. klasse om.

- Mine klassekammerater synes, det er fedt for mig, men de er kede af, de ikke ser mig så tit, fortæller Bebiane, der godt kan føle sig lidt træt efter de mange og tit lange optagedage. Men drømmen om at blive skuespiller trives stadig i bedste velgående hos Bebiane.

År 2044 tur/retur

 Optagelserne foregår i den gamle bydel i Dragør, der lægger arena til Sofies ekspeditioner tilbage til fortiden og ud i fremtiden, nærmere betegnet 2044. ’Tidsrejsen’ er skrevet af Poul Berg, der har stået bag DR´s tv-serie-successer som ’Mille’ og ’Limbo’, og har Kaspar Munk som instruktør.

Det er optagedag 80, og tv-holdet gør klar til en af de mange tidsrejser, der leder tankerne hen på filmen ’Tilbage til fremtiden’.

-’Tidsrejsen’ er noget af det største og mest omfattende, der er lavet i DR-regi, og historien kræver, at der arbejdes i op til fem forskellige tider af gangen, forklarer producenten Bo Mortensen.

Kurt Ravn og Sigurd le Dous skutter sig i deres fine jakkesæt i kulden. De er også på en hemmelig mission, men det må ikke afsløres endnu.

Allerede solgt til udlandet

Julekalenderen er allerede solgt til udlandet og købt af Norge, Finland, Sverige, hvor der ikke er samme tradition for at lave tv-julekalendere som i Danmark, hvor det har været en fast tradition siden 1962.

- 'Tidsrejsen' er ikke en julekalender i traditionel forstand med nisser, men den foregår ved juletid, og alt ser meget julet ud, forklarer producenten Bo Mortensen, der garanterer at tv-serien vil emme af julepynt og røde hjerter.

- Med 300.000 skilsmissefamilier i Danmark er det et tema, der optager sindene hos mange børn og voksne, og den vil også sagtens kunne bruges som en vinterserie i andre lande for børn i alderen 9-12 år, forklarer Bo Mortensen.