Filminstruktør Regner Grasten har netop købt rettighederne til et nyt stort filmprojekt. Han skal beskrive årene i forfatter Karen Blixens liv, før hun slog sig ned i Afrika i 1913.

For 20 år siden forsøgte instruktøren netop at få rettighederne, men fik et nej, da der var tvivl om, at filmselskabet Universal Pictures havde rettighederne i forbindelse med indspilning af 'Mit Afrika' med amerikanske Meryl Streep som Karen Blixen.

Filmen vil fokusere på de begivenheder, som senere fik betydning for den danske forfatter, og filmen skal være en helaftensfilm.

- Det ultimative er at komme ind og se en 'Borte med blæsten'. Der findes jo ikke noget større end Karen Blixen og denne film vil få national værdi. Jeg tror en masse unge mennesker vil interesse sig for den og bedsteforældrene og forældrene vil kunne genkende hende, siger Regner Grasten til bt.dk.

Karen Blixens far begik selvmord, da hun kun var ti år, og den efterladte mor overlader en stor del af opdragelsen af de fem børn i Blixen-familien til den strenge mormor. Men også den ulykkelige forelskelse i den svenske baron Hans Blixen havde afgørende betydning for forfatterens skæbne.

- Der ligger en kæmpe tragedie i Karen Blixens liv med farens selvmord og filmen vil blive langt mere dramatisk end 'Mit Afrika'. Historien handler om et ungt menneske, der føler sig fængslet og så er der hele den ulykkelige kærlighedshistorie med Hans Blixen, som også er utrolig interessant, siger Regner Grasten, der ser en udfordring i at skære det hele ned til en film på to timer og fyrre minutter.

Regner Grasten fangede første gang interesse for forfatterens liv efter filmen 'Mit Afrika' og har netop ligget i intense forhandlinger med Blixens fond 'Rungstedlund Fonden'. Planen er nu at skabe en dansk filmklassiker, der får titlen 'Tanne Lykkefuglen' efter Karen Blixens kælenavn. Premieren er sat til julen 2011 eller efteråret 2012 afhængig af, hvornår optagelserne går i gang.

Budgettet vil ifølge Grasten film ligge på 55 og 65 millioner. Der skrives i øjeblikket på manuskriptet, og der er flere instruktører under overvejelse til projektet, som vil blive annonceret i løbet af foråret. Regner Grasten arbejder i øjeblikket på finansieringen af filmen, men afslører, at han ikke ser den del af filmproduktionen som et problem.

Forløberen 'Mit afrika' fra 1985 blev nomineret til 11 oscars og modtog syv heriblandt for bedste film og instruktion.