Da en tårevædet, lettet og glad Annemette Voss tirsdag aften på DR1 blev kåret som vinder af Den Store Bagedyst, var det kulminationen på to en halv måneds intensiv bagekamp for åben skærm.

29-årige Annemette Voss fra Den store Bagedyst, løb af med finalesejren i går aftes, takket være hendes imponerende sans for perfektionistiske kage-creationer. Da hun var yngre, havde hun et noget andet og meget problematisk forhold til fede sager.

Sejren havde intet med held at gøre, men var resultat af den 29-årige unikke bagetalenter, tilsat en ekstremt kontrolleret æstetisk sans for detaljer, der i går aftes kom til udtryk i det absolutte svendestykke. En bryllupskage pyntet med store grønne og hvide roser.

- Jeg kunne godt mærke, at sejren var tæt på. Man er jo velforberedt hjemmefra, og jeg vidste, hvor pompøs min bryllupslagkage ville være og følte, at jeg havde en reel chance. Alligevel blev jeg meget overrasket over min egen reaktion, da jeg blev udråbt. Jeg blev vildt overvældet, og Jorden snurrede lige rundt en ekstra gang, fortæller vinderen Annemette Voss til BT om sejren i Den store Bagedyst.

Ingen tv-seere, der har fulgt med i kage-konkurrencen, kan tilnærmelsesværdigt være i tvivl om, at Annemette Voss er perfektionist til fingerspidserne, når det gælder kager. Men hendes hang til perfektionisme har tidligere også været en hård madkamp for Annemette, hvilket kom til udtryk på en helt anden og tragisk måde.

Bagedronningen, der i dag passioneret forvandler fløde, smør, sukker og mel om til sande kunstværker, har nemlig lidt af spiseforstyrrelsen bulimi, der i flere år kontrollerede hendes krop og madvaner.

- Det har i mange pigers hoved intet at gøre med krop eller sundhed i den forstand. Det handler om et selvværdsproblem. Så for mig er det hverken logisk eller ulogisk, at det blev kagerne, jeg endte med at brænde for. Det er bare et tilfælde, siger Annemette Voss om de knap tre år, hun proppede sig med mad, blot for at kaste det op igen.

Spiseforstyrrelsen bulimi startede, da Annemette Voss som 15-årig tog på udveksling hos en kaotisk familie i Australien.

- Jeg måtte trøste moderen i familien og havde måske selv svært ved at sætte grænser. Som min psykolog senere sagde ‘du har taget så meget ind, at du får kvalme og har lyst til at brække dig’, husker hun om den svære tid.

Hjemvendt igen et år efter startede Annemette på Handelsskolen i Vejle. Men her stoppede hendes spiseforstyrrelse ikke.

- Jeg havde det meget skidt med mig selv og startede i en elitær klasse på Handelsskolens internationale linje. Dem, der kom ind, var de gode børn med de rigtige karakterer. Piger på 16 år kan bare være nogle lede sataner engang imellem, og der var enormt meget konkurrence, lyder det fra Annemette, som endte med at indtage sin frokost alene ude på toilettet.

bagedyst4

Hun understreger dog, at hun stadig har et par tætte veninder fra den tid.

- Så det er ikke fordi alt var noget lort, men efter Australien var et hårdt konkurrenceliv bare ikke sundt for mig.

Samtidig lå det dybt indgroet i Annemette at stræbe efter det perfekte med forældre med eget reklamebureau og uddannelse fra kunstakademiet.

- Jeg har to forældre, som er æstektikere, præcise, perfektionistiske og sindssygt kreative mennesker. Så jeg har min perfektionisme derfra og er opdraget til, at der er én vej, det er fremad, opad, og at du ikke skal være bange for at sigte for højt og gå efter at gøre det allerflotteste, bedste, mest fantastiske, du kan. Så ja, det har jeg med hjemmefra, fortæller hun ærligt.

Det lykkedes Annemette at holde sin sygdom og madmisbrug skjult for sine forældre i knap tre år.

- Jeg tabte mig jo ikke, for i modsætning til anoreksi spiser du jo bare for meget og kaster det op. Så det tog noget tid, før de opdagede det, fortæller hun.

Da Annemette var tæt på sin 18 års fødselsdag, blev hendes mor og far klar over, at deres datter led af en alvorlig spiseforstyrrelse og fik hende straks i behandling med psykologhjælp. Og selv om det har været en hård kamp at genvinde et normalt forhold til mad, har hun ikke haft et eneste tilbagefald siden, siger hun stolt.

- Det er en sygdom, der kræver tid og år, før man kommer ud på den anden side. Hver eneste dag er en overvindelse. Og hver dag, hvor man spiser normalt, er et lille skridt i den rigtige retning, indtil man en dag bare ikke tænker på det mere, fortæller bagedronningen, der nu nyder at spise et stykke lækker kage. Hver eneste dag.

Den nykårede Bagedyst-vinder, 29-årige Annemette Voss, elsker kager. Men tidligere var al mad hendes værste fjende.