Katrine Wiedemann og Madeleine Røn Juul hædres med hver 50.000 kr. fra mindelegat, der har navn efter afdøde kulturminister Niels Matthiasen.

To markante skikkelser inden for dansk teater deler i år afdøde kulturminister Niels Matthiasens Mindelegat, i daglig tale kendt som Niels-prisen.

Ved et arrangement i Kulturministeriet i dag blev prisen givet til instruktøren Katrine Wiedemann og til instruktøren og teaterchefen Madeleine Røn Juul. Ud over hæderen modtog de hver 50.000 kr.

Katrine Wiedemann har stået for en række af dansk teaters mest opsigtvækkende forestillinger de seneste år. I denne sæson "Et drømmespil" på Betty Nansen Teatret, mens hun på Det Kongelige Teater bl.a. har triumferet med nye opsætninger af "Den kaukasiske kridtcirkel" og "Faust". Endelig er "Havfruen", produceret af Teater Caleidoskop, blevet en nyklassiker i grænselandet mellem teater, dans og cirkus.

Madeleine Røn Juul tiltrådte i 2004 stillingen som teaterchef på Aarhus Teater. Her har hun dels stået i spidsen for flere kunstneriske triumfer, dels formået at vende teatrets dårlige økonomi.

Efter eget ønske stopper hun som teaterchef til sommer og vil i fremtiden igen hellige sig instruktøropgaver.

/ritzau/