Skimmelsvamp er nu så almindeligt et problem, at tilstandsrapporten bør suppleres med et obligatorisk afsnit om fugt, foreslår ejendomsmægler.

En ny undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut viser, at hver 8. lejlighed er ramt af skimmelsvamp i større eller mindre grad, og det får nu Danske Boligadvokater til at reagere, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Formand for Danske Boligadvokater, Henrik Høpner, vurderer, at fugten og risikoen for skimmelsvamp også er til stede i et tilsvarende stort antal parcelhuse, og han opfordrer alle kommende boligkøbere til at tage deres forbehold.

- Du står derude som køber og ser din drøm, men det gælder om at tænke sig om, inden der skrives under, siger Henrik Høpner. Han råder huskøbere til at få indskrevet et forbehold i købsaftalen, der går på, at købet er betinget af en tilfredsstillende rapport vedrørende fugt og skimmelsvamp.

Morten Bådstorp, indehaver af Estate mæglerne i Helsingør, foreslår man udbygger tilstandsrapporten med et afsnit om fugt.

/ritzau/