42-årige Rikke Klit Jensen gav for to år siden sin ene nyre til sin ekssvoger. En gerning, der til at begynde med skulle være uselvisk, men som endte med at have lige så stor betydning for hende selv.
Den er rødbrun og bønneformet. Konsistensen er fast men elastisk. Dens vægt er lav. Små 150 gram, der for Rikke Klit Jensen ikke står mål med den langt mere signifikante betydning, nyren har haft for hendes liv. En nyre, der ikke længere er hendes.
For to år siden tog hun en spontan beslutning om at gøre en god gerning. Hendes eksmands bror, Daniel, havde dårlige nyretal efter flere års sygdom, og en ny nyre ville kunne forbedre hans livskvalitet væsentligt. To brødre meldte sig som mulige donorer. Og i en eller anden samtale, som hun ikke kan erindre den fulde ordlyd af i dag, lod Rikke Klit Jensen en bemærkning falde om, at hun da også ville stille sig i kø som donor. I dag lever hendes organ sit liv videre i ekssvogerens krop. En mand, hun altid har haft en god relation til, men ikke været tæt knyttet til.
»I første omgang var det oplagt, at en af hans to brødre skulle give en nyre. Det var bare så uheldigt, at de ikke kunne bruges, så jeg rykkede op i køen. Han ville da nok have ønsket, at en af hans brødre kunne være donor. Nu, når jeg tænker tilbage, undrer det mig, at jeg ikke tvivlede. Det faldt ligesom bare lige for.«
Udgangspunktet var at hjælpe. Altså virkelig hjælpe helt uselvisk og som raskt menneske lade sig operere for at helbrede et andet, lidende menneske. Men projekt levende donor endte hos Rikke Klit Jensen selv.
»Mentalt koblede jeg Daniel lidt fra, da jeg skulle være donor. Det blev en personlig udfordring på linje med eksempelvis at udføre en ironman. Det krævede noget mod af mig, og jeg skulle psyke mig op til det. Jeg skulle bare stille min krop til rådighed, og det var ligesom en slags optagelsesprøve, hvor jeg skulle vente på flere svar. Jeg var lidt stolt, da jeg fik at vide, at jeg kunne bruges,« siger hun.
En enkelt ven satte spørgsmålstegn ved beslutningen. Hvad nu hvis hendes egne to døtre en dag skulle bruge en nyre? Hendes far sagde ikke noget, men fortalte i stedet med sin bekymrede mine en masse. Alle andre overøste hende med positiv opmærksomhed.
»Det skal man være et skarn for ikke at nyde. Folk synes, det er modigt og anerkender den gode gerning. Det var da også berigende at få opmærksomheden. Man er jo interessant som donor.«
Måske var Rikke Klit Jensen lidt naiv. Sådan ser hun på det i dag. Hun havde pakket bøger og chokolade og forventede, at hvis der var smerter, kunne hun få medicin for det. Op til operationen havde Daniel og hun ikke talt så meget sammen. Nu var de indlagt på samme afdeling. På operationsdagen kom han ind til hende. For at sige at hun stadig kunne nå at fortryde.
»Det var lettere at tale om ved at joke lidt. Det var vigtigt for mig ikke at vise angst eller sårbarhed over for Daniel om morgenen på operationsdagen, hvor han kom ind til mig. Jeg vidste, at det var svært nok for ham, at jeg gjorde det for ham, så sort humor var en måde at lette situationen på og gøre den mindre følelsesladet, så vi begge kunne være i det.«
Gråden og angsten lå lige bagved
Alle sanserne var skærpede, før hun blev kørt ind til operationen. Alle lyde stod klart frem, og igen forsøgte hun at joke med en sygeplejerske. Det lykkedes ikke. Gråden lå lige ved siden af grinet.
»Jeg var i et særligt gear. Og så begyndte jeg at ryste rimeligt ukontrolleret. Det var et symptom på den psykiske belastning. Jeg har aldrig været indlagt eller er blevet opereret før. Bagefter blev jeg rigtigt angst. Jeg reagerede rigtigt voldsomt på narkosen og fik en voldsom kvalme. Den varede flere døgn uden ophør. Det var slemt kombineret med ubehaget efter operationen. Da tænkte jeg kort: Hvad har jeg nu gjort? Jeg sov næsten ikke i tre døgn bagefter, fordi adrenalinen kørte i min krop.«
Når man kommer ind som rask på et hospital, er det svært at tænke sig til at være syg. Der er noget naturstridigt over det. Det er ikke naturligt for en krop at ende med slanger stikkende ud, når den ikke har været i smerte og lidelse forinden. Sådan tænker Rikke Klit Jensen tilbage på det i dag. Hun fik løbende meldinger inde fra Daniels stue, da operationen var overstået. Det gik godt med hendes nyre i hans krop. Hun var til gengæld fyldt med mørkere tanker om, at lægerne havde begået en fejl. Hvad nu, hvis de ikke havde lukket hende ordentligt? Hvad nu, hvis noget lækkede derinde i hendes indre?
»En af nætterne blev min mor hos mig, fordi jeg faktisk var bange. Den dér skærpede sans varede ved. Jeg kan huske, at Daniel og jeg gik en tur med museskridt uden for hospitalet, hvor han gik med dropstativ, og vi begge var i hospitalstøj. Vi var begge ved at få det bedre. Dér husker jeg helt tydeligt en stærk følelse af at træde ud i det smukke, særlige lys, der var den dag.«
De havde ikke et tårevædet øjeblik, Daniel og hun. Da hendes far så hende på stuen, gav han en hulkelyd fra sig, som Rikke Klit Jensen stadig kan huske. En lyd, der understregede, at nok var hun gået ind i det her med spontanitet. Men alvoren lå lige under det hele. Efter operationen var hun som alle andre levende donorer sygemeldt i en måneds tid for at hvile helt ud. Uger, der er et lille offer i forhold til det, at Daniel nu hver dag har glæde af hendes nyre. Han har sagt tak mange gange, og Rikke Klit Jensen har haft en følelse af, at han gerne ville give noget igen. Men ordet tak har været nok.
Ville ikke donere til en anonym
»Jeg er glad for, at jeg var den givende part. Det må være svært at modtage noget så stort fra et andet menneske. Det er jo min skyld nu, at han kan passe sit arbejde og rejse hvorhen han vil. Jeg tænker ikke på det hver dag, men en gang imellem kommer tanken til mig. Vi har heller ikke selv søbet rundt i følelserne, men jeg ved da, at min ekssvigermor er taknemmelig for, at jeg har hjulpet hendes søn. Jeg føler selv, at Daniel og jeg har været rejsekammerater. Vi har ikke meget med hinanden at gøre, men vi har delt den her rejse.«
Rikke Klit Jensen havde det sådan i starten, at hvis Daniel behandlede nyren dårligt, ville hun tage fat i kraven på ham. Der lå et eller andet i, at nu havde hun givet ham det her, og så skulle han også behandle den gave med respekt. På mærkværdig vis er det netop relationen til Daniel, der gjorde hende til donor.
»Jeg ville ikke have gjort det, hvis jeg blot anonymt skulle aflevere min nyre til en »bank«. Modtageren behøvede ikke kende mig, men jeg ville have brug for at vide, at det for eksempel er hende, du hjælper og så lidt information omkring modtageren. Som når man giver penge til et bestemt barn i Afrika og ikke bare til en nødhjælpsorganisation. Det at få et ansigt og en historie på gør det mere meningsfyldt,« siger hun.
I dag er hendes egen tilbageværende nyre vokset, og der er ingen mén. Kroppen savner ikke det andet rødbrune, bønneformede organ. Den kan godt være de 150 gram foruden. Rikke Klit Jensen gav ganske vist noget af sig selv, men endte med at få noget igen. Noget, der er sat ind i hendes eget mentale CV over skelsættende begivenheder, der har været med til at gøre hende klogere og stærkere.
»Selv om jeg passivt har lagt krop til og ikke har skullet præstere noget, har jeg alligevel været på en rejse med mig selv med følelser på godt og ondt. Oplevelsen har gjort, at jeg ikke tager min krop og mit gode helbred for givet. Jeg passer på mig selv og vil gøre mit til ikke igen at havne angstfyldt i en hospitalsseng. Jeg er glad for mit ar. Det er min egen tatovering, som jeg bærer med stolthed.«
