Arbejdsløshed og »socialt nærmiljø« er med til at afgøre, hvor længe vi lever.

De rige og veluddannede lever stadig længere end de fattige og kortuddannede. Den sociale ulighed i danskernes sundhed er således steget de seneste 20 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har analyseret for Sundhedsstyrelsen. Det skriver Politiken.

Hos mændene ses den mest markante udvikling: Hvor middellevetiden for den rigeste fjerdedel i 1987 var knap seks år længere end for den fattigste fjerdedel, har de rigeste mænd i 2011 en forventet middellevetid, som er 10 år længere end de fattigste. De rigeste forventes således at blive 82 år i gennemsnit.

- Det er foruroligende, for der har været et politisk ønske om at knække kurven, og tallene viser, at det ikke kun er de mest udsatte, men en relativt bred befolkningsgruppe, som lever kortere end nødvendigt, siger specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø til Politiken.

En afgørende faktor for uligheden i sundhed er naturligt nok sundhedsadfærd – om man for eksempel ryger. Blandt personer med en videregående uddannelse er andelen af storrygere således kun 4,1 procent, mens der blandt personer uden erhvervsuddannelse er 23 procent storrygere.

Men hele 10 ud af de 12 identificerede årsager til forskellene handler ikke om, hvorvidt vi ryger for meget eller motionerer for lidt, skriver Politiken. De handler blandt andet om strukturelle forhold som arbejdsløshed, »socialt nærmiljø« og skolegang.

I Kommunernes Landsforening er man ifølge Politiken klar over kommunernes centrale rolle, når det gælder ulighed i sundhed. Sundhedspolitisk chef i KL, Christian Harsløf, forklarer til avisen, at kommunerne i øjeblikket især har fokus på at nedbryde barrierer mellem de forskellige forvaltninger, så der bliver samarbejdet om sundhed på tværs af faggrupper.