Delingsføreren, der var tiltalt for grov pligtforsømmelse, der førte til soldats død, er frifundet

Dommen i dag er den første af to sager mod officerer, der er blevet tiltalt for på forskellig måde at have gjort sig skyldige i grov pligtforsømmelse. Den anklagede premierløjtnant og delingsfører, der fik sin afgørelse ved Retten i Næstved, havde ifølge anklageskriftet fra Forsvarets Auditørkorps undladt at trække en gruppe soldater ud af en bebyggelse, en compound, nær Gerehsk i Helmandprovinsen i september sidste år, selv om han ifølge anklageskriftet havde fået en befaling om at holde sig derfra.

Da en gruppe af soldater ville undersøge bygningen, der var kendt som tilholdssted for Taleban, udløste en af dem, 22-årige Jacob Sten Lund Olsen, en skjult sprængladning, som dræbte ham selv og sårede fire andre. Dermed var der lagt op til den første retssag mod en officer i nyere tid, som blev gjort indirekte ansvarlig for en soldats død under kamphandlinger.

19 vidner er blevet afhørt, men på nær en enkelt ung konstabel har ingen af dem bekræftet, at delingen havde fået forbud mod at gå ind i den pågældende bebyggelse. Kompagnichefen, Michael Gøttske, forklarede i retten, at delingsføreren havde handlet mod kompagnichefens "hensigt," da han undlod at beordre soldaterne ud.

Derfor har det været et åbent spørgsmål, om retten ville dømme delingsføreren for en alvorlig forseelse blot på baggrund af kompagnichefens "hensigter." Adskillige vidneforklaringer afveg så meget fra de mere belastende forklaringer, som soldaterne gav under afhøringerne umiddelbart efter hændelsen, at anklageren, viceauditør Kristian Kirk, mere end antydede i retten, at nogle af vidnerne løj for at beskytte den tiltalte delingsfører.

I november indledes en sag mod en kompagnichef, som er tiltalt for at forbrudt sig mod reglerne, da han for et år siden beordrede et missilangreb mod en gruppe personer, der angiveligt var ved at placere en sprængladning. Angiveligt var der ikke tale om oprørere, men om civile.