Gymnasieeleven Carina Melchior, der blev kendt i hele landet som Mirakel-Carina i november sidste år, da Danmarks Radio viste dokumentaren 'Pigen der ikke ville dø', får det hele tiden bedre.

- Efter vi endelig fik hende det rigtige sted hen, nemlig til behandlingscenteret Østerskoven, går det godt fremad med Carina, siger Kim Melchior til BT.

Han er både glad, men også vred over, at familien har måttet kæmpe to kampe i forbindelse med den bilulykke, der sendte den 19-årige pige i dyb koma i oktober 2011, efter et alvorligt slag mod hovedet. 

Først skønnede lægerne på Aarhus Universitetshospital forkert, da de slukkede for respiratoren, fordi de regnede med, at Carina ville dø som følge af sin skade. 
Familien var allerede gået med til organdonation, og den ansvarlige overlæge, fortalte familien, at Carina ville dø kort efter respiratoren var slukket, men den unge pige vågnede mirakuløst op igen.





Da Carina havde overstået den første del af en meget lang genoptræning hos landets bedste eksperter på Hammel Neurocenter, sendte Syddjurs Kommune Carina på et plejehjem, i stedet for at følge neurocenterets anbefalinger om et målrettet tilbud.

Mens familiens klage over fejlplaceringen blev behandlet, sad Carina blandt ældre på et kommunalt plejehjem ved Ebeltoft, og først kort før ankesagens afgørelse, tilbød Syddjurs Kommune det specialiserede tilbud Carina havde desperat brug for. 

- Tre dage før dommen i ankestyrelsen fik vi tilbudt at hun kunne komme på Østerskoven, og det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det er kassetænkning, der skal styre om man får den rigtig hjælp, når den værst tænkelig ulykke rammer. Så skal man have al den hjælp, der skal til. Uanset hvad, siger Kim Melchior med henvisning til, at Syddjurs Kommune har sparet omkring 300.000 kroner i de fem måneder hun sad på plejehjemmet.

- Carina har fået det væsentligt bedre efter hun kom derop i midten af november. For eksempel er hendes kortidshukommelse begyndt at vende tilbage. 

- Hun har fået sin hest Mathilde derop. Den er meget vigtig for hendes genoptræning, for eksempel i forhold til hendes balance. Men også fordi hun har noget vigtigt at tage sig til med at pleje og passe den, siger Kim Melchior til BT.

- Hvis man får den rigtige behandling, er der langt større chancer for, at alle får en gevinst ud af det. Både familien og samfundet. Selvom det umiddelbart koster flere penge, så er der ingen tvivl om, at det langt bedre kan betale sig i længden, at gøre det rigtige. Så man får et menneske, der kan bidrage og klare sig selv, i stedet for en taber, siger Kim Melchior, der håber, at Carinas forløb, kan få rettet de fejl i systemet, som familien har oplevet på nærmeste hold.  

- Vi er blevet kørt rundt som cirkusheste af nogle inkompetente klaphatte i kommunen i månedsvis. Det kan ikke være rigtigt, at de tror, at de ved mere end eksperterne på Hammel. Hvis lægerne siger, at en bestemt behandling er påkrævet, så må kommunen høre efter. Det er blandt andet det vi håber kan komme ud af det, så andre ikke skal igennem det samme som os, siger Kim Melchior.

- Jeg er overbevist om, at Carina nok skal nå sine mål, som i første omgang går på, at få gjort sin studentereksamen færdig. Og det er hun også selv stædigt overbevist om. Hun har en jernvilje, siger Kim Melchior, hvis datter stiler efter en uddannelse som grafisk designer, når hun er blevet student. 

Carina er i dag 20 år, og bor på behandlingscenteret Østerskoven, hvor der er andre unge patienter.
Hun ved ikke hvor lang tid, hun skal være på stedet.

- Hun er hjemme hveranden weekend, og om hun skal være der et eller måske to år ved vi ikke. Det tager den tid, det tager, og det vigtigste er, at hun får den rigtige behandling, og at det hele tiden går fremad, siger hendes far.