Jobpatruljen hos LO øger kontrollen af arbejdsforholdene for unge på fritidsjob betydeligt, når den fra næste uge indleder kampagne over hele landet.

Langt flere unge, der sveder på fritidsjobbet, kan i de kommende uger kan se frem til besøg af LO's jobpatrulje.

Patruljen, der tjekker de unges arbejdsvilkår, vil denne sommer øge antallet af tjek betydeligt, så op mod 3000 unge fritidsjobbere i løbet af sommeren vil få besøg af fagforbundets folk, der skal tjekke, at de unge arbejder på ordentlige vilkår. Sidste sommer tjekkede patruljen godt 1800 unges arbejdsvilkår.

- Vi ser stadig alt for mange sager, hvor helt unge bliver sat på alt for lange vagter, hvor de skal løfte for tunge genstande eller arbejde med farlige kemikalier som for eksempel opløsningsmidler, siger LO's ungdomskonsulent, Matias Bredde, der kalder behovet for tjek "massivt".

Hvis forholdene ikke er i orden, bringes sagerne videre til den lokale fagforening, arbejdstilsynet eller politiet. Jobpatruljen starter den 22. juni i Esbjerg, Vejen, og Billund og kører de følgende fem uger frem til og med den 2. august. I alt 35 lokalområder i landet tjekkes af frivillige fra LO.

/ritzau/