Natten til onsdag var det muligt at se nordlys, og måske gentager fænomenet sig natten til torsdag.

Nordlys er et forholdsvis sjældent fænomen i Danmark, men natten til torsdag er der en chance for at se det, oplyser Tycho Brahe Planetarium.

Polarlys i form af enten nord- eller og sydlys opstår, når elektrisk ladede partikler strømmer mod jordens nord- og sydpol og får luften i en højde på cirka 90-500 km til at gløde.

Natten til onsdag var det muligt at se nordlys fra Danmark. Det opstod, fordi jordens magnetfelt blev ramt af en elektrisk sky slynget ud fra solen i forbindelse med et udbrud på solen, der skete 1. august.

Men der er endnu en sky af elektrisk materiale fra dette udbrud på vej, oplyser astrofysiker Michael J. D. Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium. Derfor er det ikke umuligt, at der også kan opstå nordlys natten til torsdag.

For at kunne se nordlyset, skal vejret være klart, og da DMI desværre lover "mest skyet" vejr, skal man være lidt heldig for at kunne se det smukke fænomen, der vil være at finde midt på natten i nordlig retning.

/ritzau/