Danske skibe leverer våben i massevis til alverdens konflikt- zoner. Her er der risiko for, at våbnene bliver brugt mod uskyldige.

Danske rederier leverer våben til lande, hvor der er risiko for, at de bliver brugt til at krænke menneskerettighederne eller til at forværre voldelige konflikter. Det skriver Information.

En rapport, som det svenske forskningsinstitut SIPRI udgiver mandag, viser, at Danmark kommer ind på en sjetteplads over verdens lande, når det gælder de såkaldte 'destabiliserende våbentransporter'.

LÆS OGSÅ: 

- Danmarks placering på listen skyldes især, at en række mindre rederier i høj grad har specialiseret sig i at transportere våben og ammunition til udviklingslande, siger Hugh Griffiths, en af forskerne bag rapporten til Information.

Han understreger, at våbentransporterne ikke nødvendigvis er ulovlige.

Danske rederier er blandt andet attraktive for våbenhandlere, fordi Danmark har en stor handelsflåde og et godt omdømme hos verdens søfartsmyndigheder.

- Hvis du er smugler, er den bedste måde at smugle våben på at forsegle dem i en container og afskibe den hos et rederi fra et af verdens rige lande, eksempelvis Danmark, forklarer Hugh Griffiths.

De danske myndigheder har ikke kontrol over, hvad danske rederier transporterer mellem tredjelande. Men det vil Enhedslisten lave om på. Partiet foreslår, at myndighederne skal forhåndsgodkende danske skibes våbentransporter.

LÆS OGSÅ: 

Men det afviser både justitsminister Morten Bødskov (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF). De påpeger i en fælles udtalelse, at Danmark ikke kan gå enegang.

- Udgangspunkter for dansk våbeneksportkontrol er, at effektive resultater kræver internationalt samarbejde og internationale løsninger, skriver de til Information.

Danske skibe forsynede sidste år det egyptiske regime med tåregas, der blev anvendt til at slå ned på lokale demonstranter.