Fra "Den hemmelige krig" til "Den gode krig": Christoffer Guldbrandsen har planer om en spillefilm sammen med instruktøren Christoffer Boe.

Filmskaberen Christoffer Guldbrandsen vil nu ikke længere nøjes med at fortælle sine historier som dokumentarfilm.

Sammen med sin ungdomsven, instruktøren Christoffer Boe, arbejder han på et projekt, der skal blive til spillefilmen "Den gode krig".

Filmen har fået manuskript- og udviklingsstøtte på i alt 480.000 kr. fra Det Danske Filminstitut (DFI).

Over for Ritzau ønsker Christoffer Guldbrandsen ikke at fortælle mere om projektet. Hvis det lykkes at få filmen lavet, bliver det med selskabet Alphaville Pictures som producent.

Christoffer Guldbrandsen har den seneste uges tid skabt røre i den politiske andedam med dokumentarfilmen "Den hemmelige krig" om danske soldaters overlevering af afghanske fanger til amerikanerne.

Filmen havde biografpremiere i begyndelsen af ugen og blev torsdag vist på DR2.

/ritzau/