Personer i fleksjob bliver markant fattigere med regeringens reformforslag. Enhedslisten afviser at hente penge fra de fattigste.

Fleksjobbere bliver markant fattigere, hvis regeringens reformforslag bliver vedtaget. Helt præcist vil 5.700 fleksjobbere ifølge regeringens egne beregninger komme til at gå ledige i mere end de to år, som er loftet for dagpenge.

Dermed skal de mange fleksjobbere klare sig for 10.200 kroner om månenden før skat.

Det viser beregninger, som Beskæftigelsesministeriet har lavet i forbindelse med reformen, skriver Avisen.dk.

- De her tal viser med al ønskelig tydelighed, at regeringen godt ved, at en væsentlig gruppe vil ende på en væsentligt lavere ydelse end i dag. Vi er ikke med på at hente de penge, der mangler i statskassen fra de allerfattigste, siger handicapordfører Stine Brix til Avisen.dk.

Hun afviser regeringens model efter de nye oplysninger.

Hans Dankert, som er formand hos Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere (LAFS), er chokeret.

- De tal er jo katastrofale. Det vil betyde en katastrofal nedgang i de ledige fleksjobberes muligheder for et normalt liv. Det er så lav en ydelse, at det vil gøre det meget svært for folk, der sidder med hus eller lejlighed at beholde det, siger han til Avisen.dk.

Venstre vil vente til forhandlingerne, inden partiet tager stilling, om det kan gå med til forslaget.

- Forhandlingerne er jo ikke rigtigt gået i gang endnu. Men det er selvfølgelig noget, vi vil spørge ind til, siger arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs.

Selvom regeringen forventer, at 5.700 personer årligt vil blive berørt af tidsbegrænsningen på to år, har den beregnet, at kun 3.100 vil komme til at leve på den lave ydelse hele året.

Det skyldes ifølge Avisen.dk, at 40 procent af de langtidsledige fleksjobbere blandt andet forventes at ende på førtidspension.