Team Skys Christopher Froome satte fuldstændig klassementskonkurrenterne til vægs på 10. etape af Tour de France, og særligt den forsvarende mester, Vincenzo Nibali (Astana), blev udstillet, da han måtte give fortabt på vej op ad La Pierre-Saint-Martin til stor skuffelse for holdets dansker Jakob Fuglsang.

»Det er selvfølgelig ikke godt. Det var ikke det, vi havde håbet på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« sagde en fåmælt Fuglsang til TV2.

»Jeg forsøgte at opildne ham og sige, at han skulle bide tænderne sammen og blive ved, men...«

Da Nibali gik i stå, fik Fuglsang at vide, at han selv kunne forsøge at køre med, og han kom ind på en 13. plads 3:09 minutter efter Froome.

Med kaptajnen reelt ude af spil til klassementssejren, så er der også en åbning for danskeren til at jagte en etapesejr i den resterende del af Touren.

»Plan A er nok gået i vasken, men jeg kan ikke svare på, hvad der skal ske. Det kunne godt tyde på, at der vil blive mulighed for at jagte en etapesejr. Men lige nu er det lidt ærgerligt og irriterende, for det var det, vi havde satset hele butikken på,« sagde Fuglsang.

Christopher Froome fører klassementet med 2:52 minutter ned til nærmeste forfølger Tejay van Garderen (BMC). Nibali er hele 6:57 minutter efter, mens Fuglsang er 8:41 minutter.