Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Vis mere

KOMMENTAR: Det blev en kæmpe gyser i slutfasen, og også unødvendigt spændende efter min mening, men Danmark snuppede de to point mod det unge og urutinerede Montenegro-mandskab, der blev en større mundfuld end forventet.

I første halvleg var Balkan-nationen ellers i flere perioder alvorligt på glatis i Malmø Isstadion – undskyld, jeg kunne ikke lade være – men danskerne formåede ikke at knække modstanderen, da de havde momentum ved stillingen 13-7.

Det dræberinstinkt kommer som regel med rutine og succes. Og begge dele mangler kvindelandsholdet fortsat som kollektiv. Men det var opløftende at se, hvordan det danske hold ikke mistede fatningen i anden halvleg, da Montenegro pludselig kæmpede sig i front i opgøret. Klavs Bruun Jørgensens tropper viste god moral, og det er noget, der ikke tidligere har været en selvfølge på dette mandskab.

Så kan man jo anskue det fra to forskellige vinkler. Den positive er, at landsholdets til tider skrøbelige mentalitet nu er i så god en forfatning, at de åbenbart ikke ryster på hånden, selvom tingene ikke fungerer, og et overraskende nederlag lurer oppe på scoretavlen. Den negativ er, at Danmark ikke over en længere periode ramte det topniveau, der ville have afgjort kampen langt tidligere.

Lige nu tillader jeg mig trods alt at være en smule positiv. En åbningskamp er ofte præget af nerver, og det var tydeligt at se, at det gjaldt begge mandskaber denne mandag aften i det sydsvenske.

Og realiteterne er, at Danmark har fået de to første point på kontoen. Og der bør vente endnu flere i de kommende kampe mod Ungarn og Tjekkiet. Jeg sad og overværede Tjekkiet besejre Ungarn forholdsvis klart – 27-22 – i den kolde og tarveligt tomme arena i Malmø, og jeg var langtfra imponeret af det niveau, de to nationer viste. Hvis landsholdet spiller nogenlunde op til sit niveau, skal det være kampe, som Danmark kan vinde.

Det er i hvert fald på ingen måder mere potente størrelser end Montenegro, som venter de rødhvide i den resterende del agf gruppespillet.

Så på bundlinjen står, at Danmark er godt i gang resultatmæssigt, men der er plads til at løfte niveauet. Og gør de det, er der stadig fornuftige muligheder for at forbedre DHFs beskedne målsætning om en plads i top otte ved dette EM, der ligner en meget jævnbyrdig omgang.