Fendt præsenterer ny campingvogn fuld af smarte detaljer og farver.

Den var bestemt for det hollandske marked. Men da de øvrige europæiske importører og agenter så den ny Bianco og Classico ved et møde hos Fendt i Tyskland, brød de ud i enighed; Den vil vi også ha’!

Og det får de. Fendt har ændret produktionsmålsætningen og er klar til at bygge til hele det europæiske marked. Bianco og Classico er en helt ny serie i Fendt-programmet. Altså ikke en forbedring eller erstatning for en anden model.

Udvendigt er de to modeller ens. Karrosseriet er i en flot hvid farve med matchende alufælger, og for at understrege det elegante look er de vogne, der kommer til Danmark, med tonede ruder.

Indvendigt er forskellen på Bianco og Classico materialerne. Indretningen er ens, men hvor førstnævnte er den lyse og venlige med cremefarvede hvidevarer og låger, er Classico den klassiske med låger i mørkt nøddetræ. Forhandlerne tror mest på Classico med det mere eksklusive look.

Bianco og Classico fås i øjeblikket i to længder, 470 og 495 cm. Men kun i en enkelt indretning. Rundsiddegruppe foran, køkken i midten og dobbeltseng og toilet/brus bagi.

- Vi forventer en stor efterspørgsel på den nye model, og vi har derfor opfordret fabrikken til at lave flere forskellige indretninger, så vi kan efterkomme flere ønsker, siger Ib Langkjær, Campex A7S, der er Fendt og Hobby-agent.

En smart detalje er adskillelsen mellem køkken og soveafdeling. Den består af et smalt skab, hvori fladskærmen kan monteres. Når tv-kiggeriet er slut, kan skabet skubbes til siden, så der bliver frit udsyn hele vognen igennem. Køleskabet i de to vogne er det sidste nye fra Dometic, hvor fryseboksen kan tages ud, så der bliver plads i køleafdelingen. Dobbeltsengen er udviklet i samarbejde med sengespecialisten Dunlopillo og byder på justerbar hårdhed af lamellerne.

Bianco/Classico er typisk rejsevogne med en egenvægt på 470-modellen på 1.100 kg og en totalvægt op til 1.700 kg og på 495’eren en egenvægt på 1.210 kg og en totalvægt op til 1.700 kg. Priserne er 132.000 kr. for Bianco 470 TFB og 138.000 kr. for Classico 495 TFB. Fendt benytter Alko-chassis, og Bianco og Classico kan derfor monteres med ATC stabiliseringssystemet, der giver højere køresikkerhed.