Antallet af flygtninge, der søger asyl i Danmark, stiger nu for første gang i årevis voldsomt.

På kun lidt mere end fire måneder - fra januar til begyndelsen af maj i år - er der ankommet 1200 flygtninge til Danmark mod 700 i samme periode sidste år.

Tilstrømningen er så voldsom, at Dansk Røde Kors må genåbne forlængst lukkede flygtningelejre. Tre nye lejre er åbnet de seneste måneder - næste uge åbner en fjerde ny lejr på Stevns.

De mange flygtninge kommer fortrinsvis fra Iran, Irak og Afghanistan.

- Danmark har i flere år haft et lavt indrejsetal. Nu er vi ved at mærke det samme, som er sket i Sverige og Norge, siger Jørgen Chemnitz, som er leder af asylafdelingen i Dansk Røde Kors.

Det er kamphandlingerne i Afghanistan og Pakistan, der driver mange mennesker på flugt.

Han beskriver forholdene i Sandholm som fuldstændig urimelige og ser frem til at forholdene for beboerne forbedres, når det ny center kan tages i brug.

Tilgangen af flygtninge var så sent som for et år siden ikke større end at man kunne man klare sig med Sandholmlejren og fem andre centre. Nu er centre i i Ebeltoft, Grenaa og Thyregod genåbnet. Det samme gælder en mindre afdeling for uledsagede børn ved Sjælsmark kaserne.

På Christiansborg følges udviklingen i indrejsetallet nøje af de politikere, der står vagt om regeringens stramme udlændingepolitik.

- Hvis først Danmark igen opfattes som et land, man kan søge asyl i, står vi med et problem. Indtil videre har meget få fået ophold, men det kan ændre sig på grund af krigen i Afghanistan og i Pakistan, siger Venstres ordfører Eyvind Vesselbo.

Han frygter, at menneskesmuglerne er ude på at teste, om udlændingepolitikken stadig er lige så stram, som den var, da den blev indført for syv år siden.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti er også foruroliget over udviklingen og vil tage den op med regeringen.

- Vi vil drøfte med regeringen, hvad årsagen kan være. Vi er nødt til at være vagthunde her,« siger han og afviser, at Danmark er ved at komme under pres.

- Ikke nu og her. Men det kan ske. Vi har en aftale med regeringen om, at hvis der sker en massetilstrømning til Danmark fra et bestemt land, skal vi mødes og diskutere, hvad vi kan gøre for at begrænse problemet, siger Peter Skaarup.

Køb B.T. torsdag og læs Heshmutallahs fortælling om livet i Sandholmlejren efter flugten fra krigshærgede Afghanistan