Så er seertallene kommet for årets største endags sportsbegivenhed, Super Bowl. Og de er skyhøje. Finalen i amerikansk fodbold blev set af et rekordstort antal amerikanere.

Hele 120,8 millioner amerikanere havde tunet ind på kampen mellem Seattle Seahawks og New England Patriots, der blev spillet natten til mandag dansk tid. Med andre ord blev opgøret den mest sete tv-udsendelse nogensinde i USA.

Det oplyser NBC.



De rekordmange tv-seere, der så Tom Brady vinde sin fjerde Super Bowl-ring, slog dermed den tidligere seerrekord på 111,5 millioner ved sidste års finale. Her var det Seattle Seahawks og Denver Broncos, der trak de mange amerikanere ind foran skærmen.

Set i gennemsnit under hele dette års kamp var der 114,4 millioner tv-seere, mens det altid særlige pauseshow - denne gang med Katy Perry, Missy Elliot og Lenny Kravitz - trak 118,5 millioner i gennemsnit.

Det var da også et ganske særligt drama, som Super Bowl leverede i år. Seahawks førte 24-14 efter de tre første quarters, men den erfarne quarterback Tom Brady og resten af Patriots-holdet diskede op med et comeback, som allerede nu bliver nævnt som et af de vildeste i NFL-historien. De sidste 15 minutter gik de point-amok, men Seattle Seahawks havde muligheden lige til det sidste for at genvinde føringen og Super Bowl-trofæet.

Seattles quarterback Russel Wilson havde på overbevisende vis ført sit hold frem til New Englands 1 yard-linje, men på et spil, der siden er blevet kritiseret heftigt, kastede den unge quarterback en interception til Malcolm Butler, og dermed var kampen reelt afgjort.

New England Patriots vandt med 28-24.