Amerikansk politi er under beskydning. I hvert fald i overført betydning.

Det lader til, at mobiltelefonen er blevet et værktøj eller et våben mod politibrutalitet i USA. Særligt inden for protestbevægelsen Black Lives Matters, som er en bevægelse mod politibrutalitet mod sorte amerikanere.

I løbet af de senere år har mobiloptagelser været med til at afsløre politiet fra deres mest brutale side.

LÆS OGSÅ: Se videoen: Baltimore Politi kunne ikke stoppe ham, men det kunne mor

Den seneste episode i antallet af mange opstod ved en poolfest i Texas i weekenden. En politimand trak sit våben mod unge ubevæbnede teenagere, hvorefter han hev en sort spinkel pige ned på jorden og lagde hende i armlås. Politimanden er senere blevet tvunget til at forlade sit job, efter denne video blev offentliggjort.

Så sent som i april blev den sorte mand Walter Scott skudt i ryggen, da han flygtede fra en politimand. Politimanden påstod, at Scott havde taget hans knippel, og at han derfor frygtede for sit liv, da han skød. Også her var det en mobiloptagelse, der var det fældende bevis i sagen. På videoen ser man, at politimanden efter skudepisoden bevidst taber et objekt ved siden af Scotts livløse krop – muligvis den knippel, han påstod, at Scott skulle have taget fra ham. Politimanden blev efterfølgende dømt for drab.

I juli 2014 var det afroamerikanske Eric Garner, som blev offer for grov politivold i New York City. Han blev anholdt af politiet for at sælge ulovlige cigaretter, men døde kort tid efter af et hjerteanfald. En mobiloptagelse af anholdelsen viste dog, at Garner blev tvunget ned på jorden af betjenten, der havde så godt fat i Garner, at han ikke kunne få vejret. Retsmedicinere fastslog efterfølgende, at Garner formentlig døde ved kvælning. Politimanden blev aldrig dømt for drabet, hvilket antændte protester i hele byen.

I Danmark bruger man også mobiloptagelser til at afsløre politiets adfærd. Heldigvis er det danske politi knapt så brutale. Slet ikke i denne video fra dette års Distortion-festival i København. Her kunne politiet måske tværtimod godt være lidt mere opmærksomme på deres omgivelser.