Sol og forårsvibrationer eller trist gråvejr.

Danmark bliver delt i to denne onsdag – også på temperaturfronten.

»Længst mod vest bliver det mest skyet, men i resten af landet kan der komme nogen eller en del sol,« skriver DMIs vagthavende meteorolog Hans Peter Wandler i en kommentar på vejrinstituttets hjemmeside.

Skydækket mod vest er samtidig et forvarsel om, hvad der er på vej.

»Skyerne hænger sammen med et frontsystem over Nordsøen, som sidst på aftenen og i nat vil give regn til de vestligste egne,« skriver Hans Peter Wandler.

Skærtorsdag går det for alvor løs.

Her vil fronten bevæge sig ind over landet og gøre den første helligdag i påskeugen plaskvåd. 

Op til 15 millimeter regn kan der falde frem til torsdag aften.

Inden vi når så langt vil landet også blive delt i to på temperaturfronten denne onsdag. 

Men her er det næsten med modsat fortegn i forhold til fordelingen af sol og skyer.

I de sydvestlige egne kan det blive helt op til 15 grader, mens de østlige egne må nøjes med omkring ni graders varme.

»Dette skyldes, at vi har en sydøstlig vind. Jo længere strækning vinden skal over land, des højere temperaturer kan opnå,« forklarer Hans Peter Wandler.

Synes du, det lyder lige vel køligt til udendørs aktiviteter, så fortvivl ikke.

Ifølge DMIs vagthavende meteorolog skal man ikke langt væk fra kyster med pålandsvind, før temperaturen vil føles behagelig for årstiden:

»Så hvis man skal ud i naturen, vil de fleste nok kunne nyde en flot dag med forårsfornemmelser.«