Husk huen, halstørklædet og de varme luffer, før du skal ud af døren mandag morgen.

For det er koldt derude. Og sådan kommer det til at fortsætte lidt endnu.

»Kølig, tør og stabil luft strømmer ind over Danmark fra østlige retninger og giver et par dage med overvejende tørt, men i perioder ret skyet vejr,« skriver DMIs vagthavende meteorolog Erik Hansen i en kommentar på vejrinstituttets hjemmeside.

Luften er så kølig, at termometrene rundt om i landet kan ryge i minus både mandag morgen og natten til tirsdag. Om dagen bliver det med tre til syv grader ikke meget lunere.

»Men så ser det ud til at være slut med nattefrosten for denne omgang,« lyder det fra Erik Hansen.

For tirsdag aften kommer der et vejrskifte.

Her begynder en svag varmfront at bevæge sig op over landet fra sydvest med noget lunere – men også mere ustadigt – vejr til følge.

»Det giver onsdag tocifrede temperaturer, men også en del skyer og stedvis regn,« skriver Erik Hansen.

En ny koldfront vil torsdag aften og natten til fredag passere landet fra nordvest. 

»Det giver en overgang udbredt regn, og frem mod weekenden ser det ud til, at vi får ustadigt og blæsende vejr,« slutter den vagthavende meteorolog.

Den kolde start på ugen kan også få betydning for trafikken, idet der er risiko for pletvis rimglatte veje i den østlige del af landet og i Nordøstjylland.