I en video, der i øjeblikket går verden rundt, ser man en kat, der forsvarer en af dens ejere, 4-årige Jeremy fra Bakersfield i Californien, da han pludselig bliver angrebet af en hund uden for familiens hjem.

Og spørgsmålet er, om hundens betegnelse som menneskets bedste ven er fortid, og at katten er ved at overtage den position.

Ifølge Anette Røpke, der er dyreadfærdsspecialist, er det ikke unormalt, at katte forsvarer dens ejere, hvis ejerne bliver udsat for et angreb fra en uventet part.

- Det er en sjældenhed, men det sker. Katte er rovdyr, men de har stadig et territorium. Det betyder, at hvis katten sidder på en eller anden matrikel, hvor der er en familie, så vil nogle katte - primært vores racekatte, som vi mennesker har været med til at præge - begynde at forsvare deres familiemedlemmer som om det også var katte. Så i det her tilfælde har katten set barnet som en del af flokken, og så forsvarer den det, siger hun til BT.dk og fortæller at det oftest forekommer, hvis katten er i brunst, eller skal forsvare sine killinger.

Hun forklarer yderligere, hvorfor hunden bliver kaldt for mennesket bedste ven.

- Hundes rovdyrsstruktur og den måde de er bygget op socialt i deres kommunikation med deres egen art, minder mere om menneskets. Derfor kalder man hunde for menneskets bedste ven, fordi deres sociale system minder mere om vores, siger Anette Røpke der dog afslører, at nylig forskning også har vist, at katte har et socialt gen.

- For cirka ti år siden fandt man ud af, at katte også har et socialt gen. Det var nogle undersøgelser i Rom, det viste, at katte fra samme område gik sammen mod katte fra andre områder. Så de har et mere socialt gen end man til at starte med troede, at de havde, siger hun.

At katte er mere loyale, er der imidlertid intet, der tyder på.

Katte bliver stadig mere populære, fordi de i højere grad kan passe sig selv, hvor hunde kræver mere opmærksomhed. Det har muligvis en betydning i takt med, at mennesket får mere og mere travlt. Men jeg tror ikke, at katten kan erstatte det, som hunde har, for hunde er et flok-dyr. Så katte kommer aldrig til at samarbejde med mennesker på samme måde som en hund, lyder det afslutningsvis fra Anette Røpke.