- Vi forlader ikke området, før han træder tilbage, siger en demonstrant ved præsidentpaladset i Khartoum.

Tusindvis af demonstranter deltog søndag i en siddende protestkation ved præsidentpaladset i Sudans hovedstad, Khartoum.

Aktionen er vendt mod landets præsident, Omar al-Bashir. Det er første gang, at demonstranter er kommet i nærheden af de ledende politikeres svært befæstede hovedkvarter.

- Vi forlader ikke området, før han træder tilbage, siger en demonstrant efter gadekampe, hvor sikkerhedsstyrker både skød med skarpt og anvendte tåregas og chokgranater.

Andre demonstranter blokerede en nærliggende bro, hvilket skabte store forstyrrelser i trafikken i storbyen.

Mange sudanere udtrykker vrede over, at Bashir har haft så dårligt et greb om økonomien. Det har ført til højere priser på fødevarer og mangel på brændstof og hård valuta.

Præsidenten indførte en landsdækkende undtagelsestilstand 22. februar for at kvæle protesterne. Men det har ikke været nok.

Mange soldater var lørdag opstillet på pladser og gadehjørner i Khartoums centrum og i Omdurman, der ligger lige på den anden side af floden Nilen.

Tidligere på weekenden opfordrede demonstranter soldater til at slutte sig til aktivisterne.

Også lørdag deltog mange tusinde mænd og kvinder i de hidtil største demonstrationer mod Bashir, siden protesterne begyndte i december.

Soldaterne greb ikke ind for at stoppe protesterne, men politistyrker anvendte tåregas mod demonstranterne i et forsøg på at få dem til at sprede sig.

I byen Omdurman blev en demonstrant dræbt. Arrangørerne af demonstrationerne siger, at mindst fem aktivister blev dræbt lørdag.

Mindst 32 mennesker er blevet dræbt siden protesterne begyndte 19. december sidste år som en reaktion mod regeringens beslutning om at øge priserne på brød.

Nødhjælpsgruppen Læger for Menneskerettigheder mener, at antallet af dræbt er oppe på 65.

/ritzau/AFP