Registret over romaer, som politiet i Skåne har fyldt med informationer om 4.741 mennesker, er en overtrædelse af loven. Det konstaterer Sikkerheds- og integritetsbeskyttelsesnævnet under Sveriges justitsministerium efter en gennemgang af registret, skriver Dagens Nyheter på sin hjemmeside.

Ulovlighederne er ifølge nævnet sket på flere områder, og det er nævnet »stærkt kritisk overfor«.

Allerværst er det, at formålet med registreringen, som ifølge politiet er at »kortlægge grov kriminalitet og netværk omkring den«, har været alt for bredt.

»Med et så bredt formål kan man skrive alle de oplysninger ind, man har lyst til, i registret,« siger formanden for nævnet, Sigurd Heuman.

Og nævnet konstaterer derudover, at trods det brede formål er det ikke alle af de, der er registrerede, som faktisk opfylder kravene for at ende i registret. Af de 4.741 registrerede er 1.320 børn, og mange boede uden for Skåne, da registret blev oprettet.

»Det er uforståeligt, at alle de her personer skulle have en kobling til den aktuelle kriminalitet i Skåne,« siger Sigurd Heuman.

Undersøgelsen har ikke kunnet fastslå en tydelig sammenhæng mellem kriminalitet og de registrerede personer, men derimod er der en overrepræsentation af romaer.

Endnu har Sikkerheds- og integritetsbeskyttelsesnævnet ikke fået svar på alle spørgsmål om registreringen på grund af en igangværende undersøgelse mod politiet om embedsmisbrug.

Dog vil de ifølge både justitsministeren og den svenske rigspolitichef blive besvaret. De to har lovet at komme til bunds i sagen, og få »alle kort på bordet«.