»En sympatisk, velmenende, ældre mand med en dårlig hukommelse.«

Den hårde dom over Joe Biden havde knap nok set dagens lys, før de begyndte. Siden er de kun vokset i styrke:

Rygterne om, at USAs tidligere – og meget populære – førstedame Michelle Obama kan blive demokraternes præsidentkandidat ved valget i november i stedet for netop Joe Biden.

Det var i torsdags, at de lidet flatterende ord om 81-årige Biden kom frem. De stod at læse i en rapport, som konkluderede, at der ikke er grundlag for at rejse straffesag mod USAs præsident i en sag om, hvordan han har håndteret klassificerede dokumenter – blandt andet på grund af Bidens angiveligt svigtende hukommelse.

Det gav teorien om, at Michelle Obama hives frem fra sidelinjen og gøres til demokratisk præsidentkandidat, som den texanske senator Ted Cruz allerede sidste år lancerede, nyt liv på den amerikanske højrefløj. 

Cruz selv kaldte scenariet »det farligste og mest sandsynlige« overfor Fox News – og nu bakkes han op af en anden toprepublikaner.

»Det ser mere og mere ud som om, det ikke bliver Biden, som nomineres. Og jeg synes ikke, det bør være chokerende at se én som Michelle Obama indtage rollen (som demokraternes præsidentkandidat, red.),« siger Vivek Ramaswamy til Fox News.

Ramaswamy – som selv var med i opløbet til at blive republikanernes præsidentkandidat, men nu har trukket sit kandidatur – peger på, at vicepræsident Kamala Harris næppe køres i stilling, hvis Biden ikke bliver demokraternes kandidat ved valget til november, idet hun ifølge Ramaswamy mangler folkelig gennemslagskraft og opbakning.

Derfor er banen kridtet for et bemærkelsesværdigt politisk comeback til Obama-familien, hævder han.

Michelle Obama kan blive hevet op af hatten, hvis Joe Biden alligevel ikke bliver demokraternes præsidentkandidat, hævder toprepublikanere.
Michelle Obama kan blive hevet op af hatten, hvis Joe Biden alligevel ikke bliver demokraternes præsidentkandidat, hævder toprepublikanere. Foto: Zz/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men Barack Obamas tidligere rådgiver, David Axelrod, affejer historien.

Fuldstændig, endda.

»Jeg ville blive målløs, hvis hun ville gå med til det. Barack og Michelle Obama føler, de har givet ti år af deres liv til det her,« siger han til CNN og tilføjer, at den tidligere førstedame ikke er særlig interesseret i politik.

»Der er lige så stor chance for, at jeg danser på Bolsjoj-balletten (berømt russisk ballet, red.) næste år,« lyder det tørt fra David Axelrod, når han skal vurdere, hvor stor chancen for at se Michelle Obamas navn på stemmesedlerne til november er.

Den siddende præsident, Joe Biden, er, som du kan se i videoen øverst i artiklen, fuldstændig uenig i påstandene om, at hans hukommelse skulle fejle noget, og indtil videre er der intet, der tyder på, at han ikke vil være demokraternes præsidentkandidat ved det kommende valg.

60-årige Michelle Obama var USAs førstedame fra 2009 til 2017, hvor hendes mand, Barack Obama, var præsident.