Under retssag ville Biden vise sig som en "ældre mand med en dårlig hukommelse", konkluderer særlig anklager.

Der er ikke grundlag for at rejse straffesag mod USA's præsident, Joe Biden, i en sag om, hvordan han har håndteret klassificerede dokumenter.

Det konkluderer en særlig rapport, der er blevet udarbejdet i sagen og offentliggjort torsdag.

Undersøgelsen har fokuseret på dokumenter med relation til Bidens tid som vicepræsident i USA under den demokratiske præsident Barack Obama fra 2009 til 2017 og den periode, hvor Biden sad i Senatet.

Dokumenterne er blevet fundet i Bidens hjem i Delaware og hans tidligere kontor.

I rapporten skriver den særlige anklager Robert Hur, der har stået for efterforskningen, at der er taget hensyn til, at Biden under en retssag ville vise sig, som han gjorde under sine forklaringer i forbindelse med efterforskningen: "en sympatisk, velmenende, ældre mand med en dårlig hukommelse".

Hurs konklusion sikrer, at Biden undgår en mulig fængselsstraf for at fejlhåndtere regeringsdokumenter.

Ifølge rapporten tog Biden klassificerede oplysninger med sig, da han forlod posten som vicepræsident i 2017. Oplysningerne handlede om USA's krig i Afghanistan og andre nationale sikkerhedsanliggender.

Men han kommer altså ikke til at stå over for en straffesag. Og det er præsidenten tilfreds med. Han ser også sagen som værende afsluttet.

- Dette var en udtømmende undersøgelse, der gik mere end 40 år tilbage, selv ind i 1970'erne, da jeg var en ung senator, siger han i en udtalelse og forklarer, at han "samarbejdede fuldt ud".

Blandt dokumenterne var et håndskrevet notat til daværende præsident i Obama i 2009. Notatet gik imod planer om, at der skulle sendes flere tropper til Afghanistan.

Der var også håndskrevne noter relateret til efterretningsbriefinger og møder om den nationale sikkerhed, konkluderer rapporten.

I februar 2017 fortalte Biden desuden en forfatter, der arbejdede på hans erindringer, at han "lige havde fundet alle de klassificerede ting nedenunder". Det fandt sted i en bolig, han havde lejet i Virginia, lyder det i rapporten.

Den særlige anklager Robert Hur, der har stået for efterforskningen, har dog fundet flere grunde til, at Joe Biden ikke skal anklages.

For eksempel konkluderes det, at dokumenterne kan være blevet bragt til Bidens hjem, mens han var vicepræsident og havde bemyndigelse til at opbevare den slags dokumenter.

Justitsministeriet har desuden haft en langvarig politik, der går imod at anklage den siddende præsident. Og selv uden denne politik, ville Biden stadig have undgå strafforfølgelse, siger Hur.

/ritzau/Reuters