Man skulle umiddelbart tro, at der ikke er mange lyspunkter ved at være anklaget på 34 punkter, mens flere er på vej.

Men for den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, så vælter pengene hurtigere ind end de juridiske problemer. Der tjenes enorme summer.

Tirsdag var Donald Trump i retten på Manhattan i hjembyen New York. Her blev han anholdt, ført for en dommer og fik læst 34 tiltalepunkter op.

Alt imens stod verdenspressen lige udenfor retten på Lower Manhattan og fulgte hver en bevægelse, mens Trump-støtter og anti-Trump demonstranter samledes i parken ved siden af.

Det ventede forbryderfoto, mugshot på engelsk, blev umiddelbart ikke taget.

Men det er dog ikke lig med, at Trumps valgorganisation lod den sag ligge.

For det var ikke kun Trumps modstandere, som så frem til forbryderfotoet. Det gjorde Trump-kampagnen også.

Så meget, at de mens Donald Trump fortsat var i retten, udsendte en mail til Trumps støtter med et fabrikeret billede af et mugshot af den tidligere præsident på en T-shirt.

Her ses en mail fra Trump-kampagnen, der indeholder et fabrikeret billede af Donald Trump.
Her ses en mail fra Trump-kampagnen, der indeholder et fabrikeret billede af Donald Trump.
Vis mere

T-shirten, stod der i mailen, kunne blive din, hvis man betalte 47 dollar – svarende til 320 kroner – eller mere til Trumps kampagne. Så var forsendelsen også gratis.

Og det er er glimrende billede på, hvordan Trump og hans hold forsøger at tjene penge på anholdelsen og sagen på Manhattan, som de kalder ‘forfølgelse’ og et greb, hvor det amerikanske retssystem bruges som et ‘politisk våben’.

Og det lykkes i stor stil.

Bloomberg News kunne tidligere onsdag beskrive, at Trump-kampagnen på få døgn har modtaget omkring 10 millioner dollar i støtte fra folk over hele USA. Det svarer til lige under 70 millioner kroner.

Et svimlende beløb, som Trump kan bruge i kampen for at blive det republikanske partis præsidentkandidat i hård kamp med blandt andet Floridas guvernør Ron DeSantis.

Og netop her ser Trump ud til også at have udnyttet anholdelsen i New York og anklagerne mod ham til fulde.

Siden Trump for nogle uger siden gik på sit eget sociale medie Truth Social og beskrev, hvordan han forventede at blive anholdt, er hans afstand i meningsmålingerne til det øvrige republikanske felt – og ikke mindst DeSantis – øget mærkbart.

I en række mails til sine støtter tirsdag kaldte Trump situationen for en ‘sort dag for Amerika’.

Men den var altså også en gylden dag for Trumps pengepung.