Både Mexico og Canada kritiserer Trump-administrationen for at adskille migrantfamilier.

Washington. Mexico fordømmer i stærke vendinger præsident Donald Trumps regering for en politik, hvor tilbageholdte immigrantbørn og forældre bliver adskilt fra hinanden, når de har krydset den mexicansk-amerikanske grænse illegalt.

- På vegne af Mexicos regering og befolkning ønsker jeg at udtrykke vor mest kategoriske og energiske fordømmelser af denne grusomme og umenneskelige politik, siger den mexicanske udenrigsminister, Luis Videgaray.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger i en reaktion, at "Mexico gør intet for os ved ikke at forhindre illegale indvandrere i at nå frem til den amerikanske grænse".

Canada udtrykker også bekymring over Trumps regering i forbindelse med adskillelsen af tilbageholdte immigrantbørn og forældre.

- Jeg tror, at det går alle canadiere på at se de billeder, som der kommer fra USA. Børns liv er noget meget, meget dyrebart, og deres sikkerhed og sundhed bør have den største prioritet i vores bevidsthed, siger den canadiske indvandringsminister, Ahmed Hussen, der tirsdag talte i parlamentet i Ottawa.

Han tilføjer, at Ottawa nøje følger udviklingen for at være sikker på, at ændringer af den amerikanske asylpolitik ikke rokker ved USA som et sikkert tredjeland.

FN-organisationen UNHCR har også fordømt den amerikanske praksis ved grænsen.

Siden maj er 2342 børn blevet adskilt fra deres forældre ved Mexicos grænse, da de sammen med deres forældre har forsøgt at krydse grænsen ulovligt. Det viser de seneste officielle tal.

Siden den amerikanske førstedame, Melania Trump, i weekenden i en sjældent åbenhjertig kommentar kritiserede det aktuelle og politisk sensitive emne, har det taget fart med fordømmelser og kritik.

Selv om det er Trump-administrationen, der har indført den nye praksis, har den amerikanske præsident påstået, at indgrebene er en "forfærdelig praksis", der er "påtvunget af Demokraterne".

Udlændingedebatten er i øjeblikket øverst på dagsordenen i Washington, hvor man afventer en ny lovpakke om strengere udlændingelove. Det er usikkert om den stemmes igennem.

Ifølge avisen The Washington Post forsøger præsidenten at bruge adskillelsen af familier til at presse Demokraterne til at stemme for lovpakken i Kongressen.

/ritzau/AP