Er der én ting, man ikke vil høre, mens man befinder sig ombord på et skib, så er det stilhed.

Men det var netop, hvad der skete, da alt lyset ombord på et massivt fragtskib klokken 01.24 natten til tirsdag pludselig gik ud. Og med ét kastede alle ud i et mareridt, ingen var forberedt på.

Et mareridt og en katastrofe, som nu formodes at have kostet seks mennesker livet.

»Den værste lyd, man kan høre på et skib, er fuldkommen stilhed,« fortæller Salvatore Mercogliano, der er en maritim ekspert og historiker, til NBC News og tilføjer:

Her ses et billede fra fragtskibet tirsdag, efter det stødte ind i Francis Scott Key Bridge.
Her ses et billede fra fragtskibet tirsdag, efter det stødte ind i Francis Scott Key Bridge. Foto: Maryland National Guard/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»For det betyder, at alt er gået galt.«

Klokken var omkring et om natten, da det Singapore-registrerede containerskib 'Dali' tirsdag stævnede ud fra havnen i den amerikanske storby Baltimore.

Efter planen skulle det til Sri Lanka – men så langt kom det aldrig.

For allerede kort efter begyndte det hele at gå galt, skriver The Washington Post, som har talt med Clay Diamond, der er direktør for den amerikanske lodsforening (American Pilots' Association).

Seks personer formodes at have mistet livet i forbindelse med ulykken. De var på arbejde på broen, da den kollapsede efter kollisionen.
Seks personer formodes at have mistet livet i forbindelse med ulykken. De var på arbejde på broen, da den kollapsede efter kollisionen. Foto: Maryland National Guard/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

En lods – som på engelsk kaldes en 'pilot' – er dem, der går ombord på skibe og leder dem sikkert igennem et farvand, for eksempel stærkt trafikerede områder og indsejlinger til havne.

Til det amerikanske medie fortæller Clay Diamond, at man omkring klokken 01.20 modtog en melding om, at fragtskibet oplevede en 'fuldkommen blackout', hvilket betyder, at det både mistede motorkraft og elektrisk strøm til sine kontrol- og kommunikationssystemer.

Da det skete, beordrede den lods, som styrtede skibet ud af havnen, at det venstre anker skulle sænkes i et forsøg på at bremse skibet, der havde retning mod broen Francis Scott Key Bridge.

Selvom skibets diesel-backupgenerator gik i gang og genoprettede de elektriske systemer, genvendt 'Dali' aldrig sin motorkraft, skriver The Washington Post.

Da det stod klart, at man ikke ville kunne nå at bremse skibet, før det nåede broen, sendte den erfarne lods – ifølge Clay Diamond – en nødmeddelelse, et 'mayday', over radioen for at få broen lukket.

»Indstil al trafik på Key Bridge,« kan man efterfølgende høre en uidentificeret person fra beredskabet sige over en nødradiotransmission, skriver NBC News:

»Der nærmer sig et skib, som lige har mistet styringen.«

Det er endnu ved at blive undersøgt, hvad der præcist førte til ulykken.
Det er endnu ved at blive undersøgt, hvad der præcist førte til ulykken. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Folk i området kunne, mens det hele stod på, samtidig se det mystiske syn af, at skibets lys kom og gik flere gange.

Første gang, lyset gik, var klokken 01.24. Efter et minuts tid kom det tilbage igen. 

Klokken 01.26 kan man se, hvordan skibet pludselig så ud til at dreje mod højre.

Minutter efter kan man på en video se, hvordan lyset igen gik ud på skibet, før det efter få sekunder blev tændt igen.

Og slukkede igen.

Da klokken lød 01.28, indtraf katastrofen. Fragtskibet stødte ind i en af broens bropiller – og broen endte efter blot få sekunder med at kollapse ned over skibet og ned i floden.

Seks personer, som på det tidspunkt var i gang med at arbejde med at fylde huller i broens beton, savnes fortsat og formodes at være døde.

To andre blev reddet op af vandet. Den ene er fortsat indlagt. 

Da kollisionen skete, drev 'Dali' kraftløst mod broen med en hastighed på omkring otte knob. Eksperter har ifølge NBC News vurderet, at der sandsynligvis ikke var meget, besætningen kunne have gjort for at afværge katastrofen.

»En motor, der sætter ud tre sømil ude i havet, er en forværring og et økonomisk problem, fordi man mister tid. I en smal kanal om natten med en bro foran dig kan jeg ikke forestille mig en værre situation at skulle håndtere,« lyder det fra den pensionerede kystvagtløjtnant Henry Lipian til mediet.

Guvernøren i delstaten Maryland, som Baltimore ligger i – Wes Moore – har ifølge BBC siden hyldet skibets besætning for at være »helte«, da deres hurtige reaktion ifølge ham var med til at »redde liv«, fordi myndighederne som følge af skibets mayday var i stand til at stoppe strømmen af køretøjer på broen i de to minutter, der gik mellem opkaldet og kollisionen.

'Dali', der sejler under singaporeansk flag, var chartret af den danske shippinggigant Maersk på tidspunktet for ulykken.

Det er endnu ved at blive undersøgt, hvad der helt præcist førte til ulykken.

Du kan følge den fortsatte udvikling i sagen i vores liveblog, som du kan finde lige HER.