Hvis man har været i nærheden af den tidligere amerikanske præsident Donald Trump bare nogle gange, har man oplevet det.

Det kaos, som altid på både godt og ondt følger ham og hans kampagne. Men noget er anderledes i organisationen omkring ham. Og det bør få hans fjender til at frygte for fremtiden.

Overskriften hos det anerkendte amerikanske medie Axios var overraskende. Og så alligevel ikke.

For der har gennem et stykke tid været små, men tydelige tegn på det.

»Noget chokerende – og meget sigende – har udspillet sig ved siden af Donald Trumps teaterlignende forestillinger på scenen, online og i retssalen: Han kører en professionel, velstyret, disciplineret præsidentkampagne,« lød det for nogle uger siden.

De små tegn er ikke hos manden selv. Trump ynder fortsat at skrive med store bogstaver, når han sviner sine modstandere til på sit eget sociale medie Truth Social, og han bedriver fortsat hån af folk, han ikke kan lide, på scenen til vælgermøder. 

Men i stedet er det i selve organisationen rundt omkring den tidligere – og måske kommende – præsident i USA.

Man kan sågar mærke det, når man er ude og dække hans valgkampagne.

Hvor der i tidligere præsidentvalgkampe kunne være kaoslignende tilstande i forbindelse med hans berømte rallys – kaos i forbindelse med at komme ind, kaos i forbindelse med det, man mødte derinde, kaos i forbindelse med det, der skete på scenen – så synes det nu meget mere ordentligt.

Der er stadig voldsomt lange køer. Men der er en anden professionalisme over måden, det hele styres på.

Man kan også mærke det, når man snakker med Trump-folkene. Det hele virker bare mere veldrevet. Mere professionelt.

Og det er ikke et tilfælde.

Trump har ikke ændret sin egen ageren. Men i baggrunden er der sket en professionalisering af hans kampagne.
Trump har ikke ændret sin egen ageren. Men i baggrunden er der sket en professionalisering af hans kampagne. Foto: Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

For i modsætning til tidligere Trump-hold, hvor mange af topfolkene ofte virkede som om, de var valgt med bind for øjnene eller på deres umiddelbare relation til Donald Trump, så har han i denne omgang valgt nogle markant mere rutinerede folk blandt andet i form af Susie Wiles og Chris LaCivita, beskriver Axios.

Anders Agner, chefredaktør på Kongressen.com, har også bemærket en ændring omkring Trump.

»Der er ingen tvivl om, at folkene omkring Trumps kampagne er blevet bedre. Det er helt anderledes og dygtige og kvalificerede folk i forhold til 2016,« siger Anders Agner.

Siden Trumps tid i Det Hvide Hus, og ikke mindst efter stormløbet på Kongressen 6. januar 2021, har rækken af tidligere topfolk under netop Trump, der har stillet sig parat til at undsige deres tidligere chef på nærmest alle områder, været uendelig lang.

Tidligere national sikkerhedsrådgiver John Bolton, tidligere udenrigsminister Rex Tillerson, tidligere forsvarsminister James Mattis, tidligere kommunikationschef Anthony Scaramucci, tidligere justitsminister Jeff Sessions og tidligere ambassadør til FN Nikki Haley er bare nogle af tidligere ansatte, som siden har vendt sig mod Trump.

Men det vil vi ikke se i en eventuel Trump i Det Hvide Hus udgave 2.0, mener Anders Agner.

»Tidligere ansatte Trump en række folk, som ikke nødvendigvis var enige i hans politik og hans retning. Noget tyder på, at han i denne omgang vil have folk med i Det Hvide Hus, som er meget mere på linje med ham politisk,« siger Anders Agner.

Men hvorfor er det her så et muligt problem for Donald Trumps fjender?

I den første tid som præsident i USA kæmpede Trump en hård kamp med at få sin politik gennemført.

Ikke mindst fordi mange af hans ansatte enten var amatører eller var uenige med hans politik og forsøgte at spænde ben for den.

Men med et hold meget mere på linje med den tidligere præsident politisk, og samtidig meget mere professionelle og kompetente, kan Donald Trump hurtigere og mere effektivt få sin politik ført igennem end tidligere.

Meget hurtigere ændre USA. 

Eller som Axios skriver det:

»Hvis han skulle vinde – og kører Det Hvide Hus som han kører sin kampagne – kan han ændre USA og regeringsførelsen hurtigere og på mere varig vis, end han kunne i sin første periode.«