Det danske pars hus har allerede fået et nyt tilnavn på de sociale medier. 'Mirakelhuset'.

Et hurtigt kig på billedet herover viser hvorfor.

I søndags gik vulkanen Cumbre Vieja på den spanske ferieø La Palma i udbrud. Da lavastrømmen nåede den idylliske landsby El Paraíso lidt vest for vulkanen, rev den alt med sig.

Eller rettere; næsten alt.

Alle nabohusene blev ødelagt af lavaen.
Alle nabohusene blev ødelagt af lavaen. Foto: Ramon de la Rocha/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

For det pensionerede dansk pars hus overlevede mirakuløst og står uskadt tilbage som et symbol på, at der trods alt er håb at finde – selv i den tragedie, der netop nu udspiller sig i området nær den ild- og lavaspyende vulkan.

Alligevel har husets danske ejere svært ved at finde glæde i det lille mirakel.

»De har ikke lyst til at tale med nogen. De kan ikke stoppe med at græde,« siger hollandske Ada Monnikendam, som ejer det firma, der byggede huset, og stadig har kontakt til dets danske ejere, til den spanske avis El Mundo.

Årsagen er den skæbne, der er overgået danskernes naboer i El Paraíso.

Vulkanen Cumbre Vieja på den kanariske ø La Palma er i udbrud. Over 6.000 personer er evakueret.
Vulkanen Cumbre Vieja på den kanariske ø La Palma er i udbrud. Over 6.000 personer er evakueret. Foto: Desiree Martin/AFP
Vis mere

B.T. har været i kontakt med det danske par, som ikke ønsker at udtale sig på nuværende tidspunkt.

Overfor El Mundo fortæller Ada Monnikendam, at det danske par – som i dag begge er over 80 år – kastede deres kærlighed på La Palma og El Paraíso for tre årtier siden.

De faldt for stedets behagelige og solrige klima, naturen og den ro, der normalt hersker i den lille by, som kun ligger lidt over en kilometer vest fra vulkanen Cumbre Vieja.

Men nu er El Paraíso – som på dansk betyder paradiset – forvandlet til et helvede.

På billeder fra vulkanudbruddet kan man se lavaen sprøjte flere hundrede meter op i luften, mens den også er løbet i små floder ned ad bjergsiderne – med enorme ødelæggelser til følge.

Ifølge Ada Monnikendam er det danske par år efter år – og ofte flere gange om året – vendt tilbage til den kanariske ø og huset i den lille landsby, hvor de har mange gode venner blandt naboerne.

Venner, som nu har mistet alt.

Og deres skæbner fylder meget for parret, fortæller Ada Monnikendam, som ifølge El Mundo har talt med det danske par efter, at deres 'mirakelhus' gik viralt på de sociale medier.

»De sagde; selvom vi ikke kan tage afsted nu, er vi lettede over, at huset står endnu,« genfortæller hun.

Det skulle især påvirke det danske par, at de er så langt væk.

Siden coronapandemien ramte Spanien, Danmark og resten af verden, har det danske par ikke været forbi huset i El Paraíso.

Indtil videre skulle omkring 6.000 personer være blevet evakueret på øen La Palma – heriblandt hele byer som El Paso og Los Llanos de Aridane – mens ingen endnu er kommet til skade som følge af udbruddet i nationalparken Cumbre Vieja, der ligger på den sydlige del af La Palma.

Over 200 boliger er blevet ødelagt af vulkanens rasen.

La Palma er ikke det mest populære turistmål på De Kanariske Øer. De danske rejseselskaber Bravo Tours og Tui har meddelt, at man ingen gæster har på øen i øjeblikket. Heller ikke lufttrafikken til og fra øen skulle være påvirket af vulkanudbruddet.

Videnskabsfolk ved endnu ikke, hvor længe vulkanudbruddet fortsætter.