I årevis har der været stor mystik om, hvor stor en formue den russiske præsident, Vladimir Putin, har. Ligeledes har der været mystik om, hvordan han har brugt pengene.

Men noget tyder på, at adskillige millioner er blevet brugt et specifikt sted i verden.

Det er i den berømte sydvestfranske surferby Biarritz, hvor Putin-familien har mindst tre enorme boliger.

Dem er B.T. taget til Frankrig for at se nærmere på. Vi gemmer den vildeste til sidst.

Embedsmandens første millionopkøb

Den første bolig, som har forbindelse til Putin-klanen, er en villa i den centrale del af fashionable Biarritz. Udefra ser villaen ikke ud af det store. Men historien omkring villaen er ganske interessant.

Den skal være blevet opkøbt i 1996 af den daværende embedsmand i Skt. Petersborg Vladimir Putin. Prisen var på 400.000 euro – eller godt tre millioner kroner. Et stort beløb på tidspunktet. Specielt for en embedsmand med en beskeden løn.

Ydermere var reglerne for embedsmænd i Rusland på tidspunktet således, at de ikke måtte tage større beløb ud af landet. Alligevel formåede embedsmanden med en månedsløn på omkring 7.000 kroner at købe villaen, som i dag er vurderet til at være mere end 15 millioner værd.

Hvorfor valget lige faldt på den villa, står ikke klart. Men måske kan det have noget med husets historie at gøre. Boligen ligger centralt i Biarritz, kun få meter fra den russiske gade Rue de Russie. Og så skal den verdensberømte russiske komponist Igor Stravinskij tidligere have kaldt boligen for hjem.

Putin-familiens hus med de gule vægge og røde tag på Rue de la Frégate i det centrale Biarritz.
Putin-familiens hus med de gule vægge og røde tag på Rue de la Frégate i det centrale Biarritz.
Vis mere

Minislot med spir og udsigt til Atlanterhavet

I den nordlige del af Biarritz kan man se boligen fra lang afstand. Med et gråt spir rager det godt op i landskabet helt ude i første parket til Atlanterhavet.

Boligen er ejet af den russiske milliardær Kirill Sjamalov. Han blev i 2013 gift med Vladimir Putins yngste datter, Katarina Tikhonova. Og millionvillaen blev siden føjet til Putin-klanens besiddelser i Biarritz.

I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine blev huset, som står tomt en stor del af året, overtaget af aktivister, som malede ukrainske flag på porten, vajede ukrainske flag fra tagterrassen med udsigt over Atlanterhavet og stranden nedenfor.

Den var meningen, at aktivisterne ville omdanne boligen til et herberg for ukrainske flygtninge, men det fik fransk politi sat en stopper for, så den milliondyre villa nu igen står uden ukrainske flag på facaden.

Et minislot i Biarritz, som har forbindelse til Vladimir Putins yngste datter, Katarina.
Et minislot i Biarritz, som har forbindelse til Vladimir Putins yngste datter, Katarina.
Vis mere

Pompøs art deco til millioner

I den nordlige del af Biarritz, nærmere bestemt Anglet, ligger mesterværket blandt de huse, som Putin-klanen ejer i området. Et helt hvidt art deco-palads med flere bygninger. Den er delvist ejet af den russiske præsidents ekskone, Lyudmila Shkrebneva, som han officielt blev skilt fra i 2013.

Ikke længe efter giftede hun sig igen med en hidtil ukendt godt 20 år yngre mand ved navn Artur Ocheretny. Inden giftermålet havde han været direktør for et russisk eventbureau.

Men alligevel var det overraskende, at han og Lyudmila Shkrebneva havde råd til at købe palæet i Anglet, der i 2017 blev vurderet til at være syv millioner euro værd – svarende til omkring 50 millioner kroner.

Hovedbygningen står i flere etager med et imponerende frontparti med to hvide søjler. Ikke langt derfra finder man en anden større bygning, som vender ud til vejen. Med til palæet hører en enorm grund, som selv de omkringliggende millionvillaers ejere må misunde.

Hovedbygningen på huset nord for Biarritz, hvor Vladimir Putins ekskone Lyudmila har forbindelse til.
Hovedbygningen på huset nord for Biarritz, hvor Vladimir Putins ekskone Lyudmila har forbindelse til.
Vis mere

Selve hovedbygningen skal være på omkring 450 m² med fire soveværelser og en balkon med udkig over de høje sanddyner ud til Atlanterhavet i Anglet. Hvis man altså ikke hellere vil nyde dagen i den enorme pool, som hører med.

Da B.T. var forbi, stod grunden og den enorme villa tom. En renovering har været i gang længe. Men den så forladt ud.

Men selvom ikke mange naboer ønskede at sige noget, så er de lokale udmærket klar over, hvem der ejer det imponerende palæ.

På facaden og hegnet ind til Villa Susanna, som boligen går under, er der flere steder skrevet ‘Fuck’ og malet det ukrainske flag. Nærmest som en besked til Vladimir Putin selv. Ejerne har forsøgt at male beskederne og flaget over, men de gentagne ord 'Fuck' kan stadig anes flere steder.

Putins ekskones hus ligger flot ud til sanddynerne ved Atlanterhavet nord for Biarritz.
Putins ekskones hus ligger flot ud til sanddynerne ved Atlanterhavet nord for Biarritz.
Vis mere