Italien skal i de kommende år ledes af en højrekoalition, som er gået markant frem ved søndagens valg. Det ligger fast, selv om der endnu ikke er dannet regering.

Og så melder det næste spørgsmål sig:

Hvor langt har Giorgia Melonis nye regering tænkt sig at gå for at markere en ny kurs på en stribe afgørende områder?

»De tre store emner, som man vil være voldsomt optaget af og bekymret over i resten af Vesteuropa, er Italiens mulige nye kurs over for migranter, over for selve EU-samarbejdet og over for krigen i Ukraine,« siger B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg, som er i Italien for at dække valget.

»Vi vil helt sikkert se dem markere over for deres vælgere, at de vil gøre tingene anderledes. Men hvor langt vil de gå, eksempelvis i spørgsmålet om migranterne?« spørger han.

Han spår, at Italien nu enten vil forsøge at lukke helt ned for flygtningestrømmen sydfra eller langt mere aggressivt vil sende migranter videre til andre EU-lande.

»Det vækker bekymring i Bruxelles. Men Italien kan ende med at gå meget længere end det. For det er helt tydeligt, at der eksisterer en voldsom italiensk utilfredshed med selve EU-samarbejdet,« siger Jakob Illeborg.

»Så det kan ende med at blive langt mere alvorligt end kun et spørgsmål om, hvordan man håndterer flygtninge og migranter,« tilføjer han.

B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg i Rom.
B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg i Rom.
Vis mere

Og helt akut kan Italiens nye kurs få stor betydning for den samlede respons, som EU har stået for i forhold til Ukraine og Rusland, påpeger han.

»Der er kræfter på Italiens højrefløj, som ønsker en gentænkning. Som ønsker, at landene selv må klare problemerne, fordi man ikke ønsker at blive fattige på grund af en krig, der ikke vedrører dem,« siger Jakob Illeborg.

»Det bliver interessant at se, hvad der sker, hvis EUs fælles front over for Rusland begynder at krakelere, fordi opbakningen fra et af de helt store medlemslande ophører,« vurderer han.