Et transferdrama af de helt store udspiller sig mellem de to danske traditionsklubber OB og AaB.

Som B.T. kunne løfte sløret for tirsdag, har AaB og Hobro-stjernen Don Deedson Louicius været enige om et samarbejde, så han kun manglede et lægetjek og underskrift.

Men nu kan B.T. løfte sløret for, at OB efter intense forhandlinger i sidste øjeblik har overhalet 1. divisionsklubben med et endnu bedre tilbud, der frister spilleren fra Haiti endnu mere.

Alene udsigten til at spille i Superligaen frem for endnu en sæson i den næstbedste række var et stærkt kort, som OB kunne lokke mere med, og så har han over for fynboerne tilkendegivet, at han har været imponeret over OBs fanbase, hvorfor et ægteskab syntes skrevet i stjernerne.

Dermed skriver Don Deedson Louicius ifølge B.T.s oplysninger under på fire år med OB.

Hobro-spilleren har kontraktudløb i klubben med udgangen af juni og kan derfor frit skrive under med en ny bejler.

Dem er der tydeligvis flere af, også ifølge B.T.s oplysninger fra udlandet, hvor især MLS-klubben Houston Dynamo med Erik Sviatchenko i folden har været efter offensivspilleren, som taget sit spil til et helt nyt niveau og i 82 kampe for Hobro har lavet 22 mål og otte oplæg.

Men han bliver i Danmark og rykker til Fyn, når lægetjekket er bestået.