Hvis nogen har vundet hjerter i tennisverdenen i 2019, er det Coco Gauff.

Og søndag eftermiddag dansk tid gjorde hun det igen.

I en alder af blot 15 år har amerikaneren netop vundet sin første WTA-turnering, da hun i Linz besejrede Jelena Ostapenko med 6-3, 1-6, 6-2.

En kæmpe triumf for Coco Gauff, der fra mandag også er at finde som nummer 71 på verdensranglisten.

Hun er den eneste under 18, der er i top 100, og amerikaneren var da også lykkelig, da hun kunne knytte næverne som vinder af turneringen. Noget, der kaster en præmie på 43.000 dollars af sig.

»Jeg vil gerne takke Gud for altid at støtte mig. Jeg ville ikke være her uden ham. Tak til mine forældre og mit team. Mine bedsteforældre og min bror ser med derhjemme. Tak for jeres støtte.«

Sådan lød de første ord fra en ydmyg vinder, der rystede en smule på hænderne og havde svært ved at finde ordene. Det var et stort øjeblik, som hendes forældre var med på sidelinjen for at overvære med store smil. Og udover at takke dem sendte Coco Gauff også nogle ord til publikum, der kvitterede med store klapsalver.

»Det største tak går næsten til jer. Tak for jeres støtte, den har været fantastisk hele ugen, og jeg håber, jeg er tilbage næste år,« sagde en smilende Coco Gauff på banen.

Coco Gauff var meget rørt under Wimbledon, da det lykkedes at slå Venus Williams ud.
Coco Gauff var meget rørt under Wimbledon, da det lykkedes at slå Venus Williams ud. Foto: NIC BOTHMA
Vis mere

»Jeg vil helt klart huske dette øjeblik resten af mit liv,« sluttede den blot 15-årige Gauff sin sejrstale.

Den unge komet kom for alvor på alles læber under årets Wimbledon-turnering, da hun i første runde af Grand Slam-turneringen slog Venus Williams ud.

Men Coco Gauff var langt fra færdig, for i de efterfølgende to runder eliminerede hun først 31-årige Magdalena Rybarikova og efterfølgende 28-årige Polona Hercog, inden Gauff i fjerde runde blev besejret af Simona Halep.

Det ændrede dog ikke på, at hun havde fået sat sit navn på verdenskortet, og under årets US Open var hun igen på alles læber. Her blev det til et exit i tredje runde, hvor Naomi Osaka sendte den blot 15-årige sensation ud.