Esbjerg var på vej ud af slutspillet, men inde i overtiden fik de en gave af dimensioner fra Vejles målmand Thomas Hagelskjær.

Vejle-keeperen troede, der var fred og ingen fare, da han smed bolden ned foran sig i feltet og ville trække nogle sekunder af uret, før han sparkede kuglen langt væk. Stillingen var 1-1, og Vejle havde det ene point, som de var kommet til Esbjerg for at få med hjem.

Men Thomas Hagelskjær havde overset Esbjergs Joni Kauko, som var bag ham inde i feltet. Dermed kunne Kauko forholdsvis ubesværet løbe hen og stjæle bolden og sparke den i mål til en Esbjerg-sejr på 2-1.

En sejr, som altså sender Esbjerg i Superliga-himlen i form af en plads i slutspillet.

Foto: John Randeris
Vis mere

Omvendt betyder nederlaget, at Vejle lander på sidstepladsen i Superligaen og dermed står med meget dårlige kort på hånden i forhold til at overleve i landets bedste række.

Og så står Thomas Hagelskjær, som kom på banen for en skadet Pavol Bajza i første halvleg, formentlig foran flere nætter med mareridt omkring sin kæmpe brøler – der sandsynligvis også vil blive delt meget flittigt på internettet.

Vejle var ellers stik imod spil og chancer kommet foran 1-0 efter 55 minutter, da Allan Sousa udnyttede et straffespark.

Føringen til Vejle fik en meget fastlåst kamp til at åbne sig, og Esbjerg svarede hurtigt igen.

Foto: John Randeris
Vis mere

Værterne nåede at blive snydt for et straffespark, da dommer Michael Johansen overså en situation, hvor en Vejle-spiller havde hånd på i feltet. Men kort efter var der så endelig gevinst for Esbjerg, da Yuri Yakovenko, som brændte flere store chancer i første halvleg, prikkede bolden ind til 1-1 efter 70 minutter.

Det ene point var dog ikke nok til at sende Esbjerg i slutspillet, og derfor fortsatte de jagten på sejren – som altså blev sikret i overtiden, da Thomas Hagelskjær lavede en bommert, som kommer til at skrive sig ind i Superligaens historiebøger.