»Det kommer jeg ikke til at spekulere i. Det er dit job - ikke mit!«

Sådan lyder det, da B.T. efter flere spørgsmål beder om et klart svar på, om OB-bossen Björn Wesström over den seneste tid er blevet afvist af potentielle cheftrænerkandidater.

For det var først torsdag, at han efter en lang periode med sløje resultater og enormt pres på cheftræner Andreas Alm trykkede på fyringsknappen og indsatte assistenttræner Søren Krogh.

Overfor bold.dk forklarede Wesström, at OB ikke fyrede Alm langt tidligere - før den seneste landskampspause - fordi timingen ikke var rigtig i forhold til en afløser. Men nu har man så fundet 'den rigtige løsning', som Wesström siger det.

En løsning, der altså hele tiden har været for næsen af svenskeren, men som først nu - flere uger efter - er blevet vurderet passende til midlertidigt at sætte sig i sædet som cheftræner for OB.

Derfor har B.T. kontaktet Wesström for at høre mere ind til det noget mystiske forløb, hvor B.T. tidligere har afsløret, at OB-bossen har været i dialog med Niels Frederiksen.

Du har fortalt, at en del af rekrutteringsprocessen altid er i gang som sportsdirektør. Hvor langt er du med at finde en træner, og hvor mange er der på OBs shortlist lige nu?

»Vi har flere på longlisten end på shortlisten lige nu,« siger svenskeren.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Er det fordi, at nogen har sagt nej?

»Naarhj, det er ikke sådan. Vi har den træner, vi ønsker i dag. Det er Søren Krogh. Det er ikke en større sag end som så.«

Du har fortalt, at Andreas Alm ikke blev fyret før landskampspausen, fordi timingen ikke var rigtig, og at I nu har 'den rigtige løsning'. Det er en løsning, der allerede var i klubben på det tidspunkt. Er det endt sådan, fordi I har afsøgt markedet og er blevet afvist?

»Hvordan det er gået til, at vi er endt med løsningen, at Søren Krogh skal være cheftræner, det er jo ud fra, at han er her i klubben, vi kender hinanden så godt, og vi har nu haft den type af samtaler, som gør, at man til sidst føler, at man kan lide hinanden. Når man skifter rolle er der jo væsentlig forskel på at være daglig leder for et helt team i forhold til at være assistenttræner.«

»Så det er ikke en nem beslutning at træffe. Det tager tid at lære hinanden at kende, inden man kommer til den beslutning. Så det har også påvirket valget.«

Kan du bare lige svare klart: Har I fået et nej fra trænere i jeres jagt på en ny cheftræner?

»Det kommer jeg ikke til at spekulere i. Det er dit arbejde, det er ikke mit,« siger OB-bossen.

Førnævnte Niels Frederiksen er repræsenteret af rekrutteringsvirksomheden OneNexus, som OB - før Björn Wesströms ansættelse - brugte til at finde Andreas Alm som ny cheftræner.

Søren Krogh er ny midlertidig cheftræner for OB.
Søren Krogh er ny midlertidig cheftræner for OB. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Denne gang oplyser OB ikke, om OneNexus bistår i jagten på en ny træner, men Wesström erkender, at virksomheden er en del af svenskerens netværk.

»Jeg kender både Allan Gaarde og Morten Seeberg (partnere i OneNexus, red.) meget godt, og har de input så lytter jeg til dem.«

»Men hvordan processen ser ud, og hvem der anbefaler hvem til os … Jeg har fået 200 trænernavne anbefalet i denne sæson af forskellige mennesker, så det er en vældig lang liste over, hvem der anbefaler hvem,« siger Wesström, der først vil forklare om OB får hjælp til ansættelsesprocessen, når en permanent løsning på cheftrænersædet er på plads.

OneNexus vil ikke kommentere, om de hjælper OB i denne omgang.

»Det er op til klubberne, vi samarbejder med, om de vil fortælle om det,« siger Allan Gaarde til B.T..

Wesström tilføjer, at det ikke er udelukket, at Søren Krogh er den permanente løsning for OB - det har han nu de sidste fire kampe af efteråret til at overbevise om.

Krogh har aldrig før været cheftræner, men har været assistent i FC Nordsjælland for Kasper Hjulmand og Flemming Pedersen.