FC Midtjylland går benhårdt efter guldet i Superligaen i denne sæson. Så meget at de er klar til at afslå enorme summer for at beholde angrebsesset Alexander Sørloth.

Crystal Palace har ifølge BTs oplysninger budt flere gange på Alexander Sørloth, som har taget Superligaen med storm. Og det seneste bud fra Premier League-klubben lyder på et samlet rammebeløb på omkring 75 millioner kroner, hvis man tæller alle potentielle bonusser med. Men det har FC Midtjylland også takket nej til.

LÆS OGSÅ Fyret Superliga-træner hadede tv-dokumentarprogram: 'Det er en byrde for holdet'

FC Midtjylland ville modtage omkring 40 millioner kroner med det samme, mens der potentielt kan ligge 30-40 millioner kroner mere baseret på forskellige bonusser for antal spillede kampe. Men midtjyderne holder lige nu hovedet iskoldt og har afvist buddene fra Premier League-klubben, der har den tidligere FC København-træner Roy Hodgson ved roret.

Der har gennem de seneste ti dage været møder og forhandlinger mellem FC Midtjylland og Crystal Palace, og det har resulteret i mere end et bud, hvor det seneste altså kan løbe op i 75 millioner kroner, hvis Alexander Sørloth skulle skifte og siden gå hen og blive en Premier League-succes.

LÆS OGSÅ FCK kan tjene millioner: Landsholdsspillers mulige monsterhandel drypper i kassen

FC Midtjylland hentede Alexander Sørloth i sommer fra hollandske Groningen, hvor han aldrig blev en succes. Dengang kostede han bare i underkanten af fire millioner kroner. Efter bare et halvt år i Superligaen har Alexander Sørloth dog vist sine enorme kvaliteter og er allerede slået igennem med 10 mål i 19 Superliga-kampe. Det har mangedoblet hans værdi.

Det er en lynhurtig succes, så selv om den høje nordmand var hentet ind som en tidlig erstatning for Paul Onuachu, som efter planen skulle sælges, kan han nu overhale nigerianeren i forhold til et stort udenlandsk skifte.

LÆS OGSÅ BT afslører: Tidligere FCK-aktionær og Brøndby-boss vil redde Superliga-klub

FC Midtjylland har således allerede afløseren klar i truppen, hvis buddet for Crystal Palace på et tidspunkt bliver så højt, at det er umuligt at takke nej til. Det punkt har Superligaens mesterskabsfavoritter dog ikke nået endnu. Guldmedaljerne vurderes muligvis at være mere værd end potentielt 75 millioner kroner.

BT har forsøgt at få fat i FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen, bestyrelsesformand Rasmus Ankersen og direktør Claus Steinlein, men FCM-lejren er ikke vendt tilbage. Heller ikke Alexander Sørloths agent, Morten Wivestad, er vendt tilbage på vores henvendelser.