Erhvervsstyrelsen går nu ind i sagen om millionvederlag til formanden for Jyllands-Postens Fond, Jørgen Ejbøl.

Det skriver Berlingske.

Styrelsen kræver, at Jyllands-Postens Fond skal redegøre for vederlag til fondens bestyrelse og bestyrelsen i Jyllands-Posten Holding samt bonus til Jørgen Ejbøl på 2,1 millioner kroner.

»Bestyrelsen bedes redegøre for, hvorfor bestyrelsen besluttede at udbetale den pågældende bonus, og hvilket beslutningsgrundlag bestyrelsens beslutning var baseret på,« står der i et brev fra Erhvervsstyrelsen til Jyllands-Postens Fond ifølge Berlingske, som har fået aktindsigt i brevet.

Jørgen Ejbøl modtog millionbonussen, da han fyldte 75 år, idet der er tradition for at give fondens formand en belønning, når vedkommende går på pension.

Men Jørgen Ejbøl gik ikke på pension, da han modtog pengene – som han siden har valgt at tilbagebetale.

Erhvervsstyrelsen beder også Jyllands-Postens Fond om at redegøre for ledelsesmæssige forhold i fonden og vederlag til formanden for JP/Politikens Hus.

Jørgen Ejbøl oplyser til Berlingske, at Jyllands Postens Fond vil svare Erhvervsstyrelsen i løbet af denne uge, og at han derudover ikke har kommentarer til sagen.