Tesla er blevet overhalet. Danskerne vælger i stigende grad konkurrenters elbiler.

Nu forsøger de at slå igen.

Det sker i form af et nyt privatleasingtilbud på både Tesla Model Y og Model 3.

Det bekræfter Tesla i Danmark over for B.T.

Det bliver nemlig nu muligt at lease en Tesla Model Y og en Tesla Model 3 med 15.000 kilometer årligt for henholdsvis 4.695 og 4.495 kroner om måneden.

Du kan se alle detaljerne i tabellen nederst. Levering kan ske fra slutningen af juni.

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, mener imidlertid ikke, at de nye priser er noget at råbe hurra for.

»For de danskere, der har ventet på muligheden for at privatlease en af de populære Tesla-modeller, er det selvfølgelig en strålende nyhed, at det nu for første gang i månedsvis igen kan lade sig gøre,« siger Ilyas Dogru til B.T. om Teslas nye tilbud.

»Men så er der vist heller ikke så meget godt tilbage at sige,« konstaterer han om tilbuddet, som er kommet i stand efter samarbejde med Arval og foreløbig kun kan bestilles via finansieringsselskabet.

Ilyas Dogru peger således på, at mindsteprisen på leasing af en Tesla Model Y er meget højere end sidste gang, Tesla lancerede privatleasingtilbud på modellen.

»I oktober 2023 kunne man lease den samme bil for 3.795 kroner. Det var også et rigtig godt tilbud, men det var altså 900 kroner lavere om måneden end det, som vi ser nu,« siger Ilyas Dogru.

»Så jeg vil nok sige, at dette tilbud er middelmådigt, når man ser på de andre muligheder på markedet netop nu,« vurderer han og peger på Polestar og især Xpeng G6 som alternative muligheder for de danske bilkøbere.

Han mener ikke, at dette tilbud vil bringe Tesla tilbage på tronen på det danske marked.

»Der er rigtig mange danskere, der gerne vil eje eller lease en Tesla, ingen tvivl,« siger Ilyas Dogru og tilføjer:

»Men konkurrencen i de prissegmenter, som Teslas modeller ligger i, er blevet benhård. Så jeg tror bestemt ikke, at vi på baggrund af dette vil se dem nå bare i nærheden af salgstallene fra 2023 i år,« forklarer han.

I 2023 var Tesla med nogen afstand det mest populære bilmærke i Danmark målt på antal nyregistreringer.

Godt hver ottende nye personbil på de danske veje havde således det ikoniske T på kølerhjelmen.

I april i år viste salgstal imidlertid, at Tesla Model Y var faldet tilbage på en delt sjetteplads målt på antallet af nye indregistreringer i Danmark.

Øverst på listen var Renault Mégane E-Tech foran Volvo EX30 og Peugeot 208. Alle tre har været tilgængelige – også som privatleasing.