Der var stor jubel i Brøndby-lejren efter sejren over topholdet FC Midtjylland - Brøndbys niende kamp i træk uden nederlag. Men straks efter slutfløjtet kom der malurt i sejrs-bægeret.

Der stod det nemlig klart, at holdets anfører, Mikkel Thygesen, er sat ud af spillet i mindst et halvt år på grund af en sprængt akillessene.

Situationen opstod som et hændeligt uheld efter en luftduel med hjemmeholdets Morten 'Duncan' Rasmussen, og det stod hurtigt klart, at der var noget rivende galt med Mikkel Thygesens ben. Og det blev altså bekræftet af Brøndby-lejren umiddelbart efter slutfløjtet.

- Det er jo forfærdeligt. Det første, vi tænker på efter kampen, er, hvor slemt var det med Thyge? Og det sætter en alvorlig dæmper på sejren, at han har ødelagt akillessenen. Sådan er det jo, når der sker noget med ens spillere, og specielt når det er af så alvorlig en karakter. Så mine tanker går i dén grad til Thyge, sagde Brøndby-træner Thomas Frank til TV 3 Plus.