Antallet af enlige mænd over 65 er steget eksplosivt. Vejen ud af ensomheden er fællesskab, ligesom dét remise-bisserne i Dokkedal værner om.
Tre ældre mænd i blå overalls står med julelys i øjnene. ’Den lyder godt,’ råber de henover den øredøvende larm, mens en tynd, sort røg breder sig som en lille sky ud i den i forvejen mørke remise-hal. Tre grove og møgbeskidte tommelfingre ryger i vejret. De har ikke skruet forgæves.
Men mændene har ikke kun sejret over den historiske lokomotivmotor – en F2M313 fra 1937 for dem, der har forstand på den slags – de har også knækket et bid af et sørgeligt stykke statistik.
En ny analyse fra Kommunernes Landsforening viser nemlig, at antallet af enlige ældre mænd er steget voldsomt de seneste 25 år. Med 41 pct. faktisk.
Den gode nyhed er, at stigningen skyldes, at mænds gennemsnitslevealder er steget. Men den dårlige er, at i kølvandet på enlighed følger ensomhed, som fører skrantende helbred og depressioner med sig. I værste fald selvmord.
For at blive enlig er noget, som mænd generelt takler utrolig dårligt. Og jo ældre, jo værre.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om ensomhed blandt mænd. Bliv klogere på hvordan fællesskab og foreningsliv kan forebygge depression og gøre det nemmere at være alene i hverdagen. Læs også om Poul, der pludseligt mistede sin kone og blev en af de mange mænd i ensomhedskrise.
Det får du:
- Artikel: Remisebisserne svejser sig ud af ensomhed
- Artikel: Fællesskab er vejen ud af ensomhed
- Guide: Knæk ensomhedskurven
Antallet af enlige mænd over 65 er steget eksplosivt. Vejen ud af ensomheden er fællesskab, ligesom dét remise-bisserne i Dokkedal værner om.
Tre ældre mænd i blå overalls står med julelys i øjnene. ’Den lyder godt,’ råber de henover den øredøvende larm, mens en tynd, sort røg breder sig som en lille sky ud i den i forvejen mørke remise-hal. Tre grove og møgbeskidte tommelfingre ryger i vejret. De har ikke skruet forgæves.
Men mændene har ikke kun sejret over den historiske lokomotivmotor – en F2M313 fra 1937 for dem, der har forstand på den slags – de har også knækket et bid af et sørgeligt stykke statistik.
En ny analyse fra Kommunernes Landsforening viser nemlig, at antallet af enlige ældre mænd er steget voldsomt de seneste 25 år. Med 41 pct. faktisk.
Den gode nyhed er, at stigningen skyldes, at mænds gennemsnitslevealder er steget. Men den dårlige er, at i kølvandet på enlighed følger ensomhed, som fører skrantende helbred og depressioner med sig. I værste fald selvmord.
For at blive enlig er noget, som mænd generelt takler utrolig dårligt. Og jo ældre, jo værre.
Chefpsykolog Svend Aage Madsen er formand for Forum for Mænds Sundhed, og kender kun alt for godt til de negative følger af, at antallet af enlige ældre mænd er vokset. For i takt med, at kvinder generelt er blevet bedre uddannede end mændene, og dermed er flyttet til byerne, efterlades en stor gruppe især ufaglærte mænd ude i periferien. Som enlige.
Dør syv år før tid
»Undersøgelser viser, at det i forhold til samboende mænd koster dem syv år af levetiden at være enlige. Og rammes de så også af ensomhed, har det ifølge sundhedsforskere en lige så stærk effekt på den fysiske sundhed som rygning og alkohol. Så ensomhed er en meget stærk negativ social sundhedsmæssig faktor,« forklarer Svend Aage Madsen.
Forum for Mænds Sundhed offentliggjorde selv tidligere i år en undersøgelse om ’Mænd, fællesskaber og trivsel’, som viste, at det for over 60 pct. af mændene var afgørende for deres humør, at de var sammen med andre i hverdagen.
Når de ældre herrer fra remise-hallen klarer sig bedre end statistikken, skyldes det netop én ting: ’Fællesskab’.
Hver tirsdag morgen sætter 21 mænd og tre kvinder nemlig kurs mod Remisen Dokkeland i Nordjylland, og tilbringer tre timer med at skrue og svejse, pille og pudse på rekvisitter fra en svunden tid i dét, som remisens leder Kjeld Sørensen kalder ’et kulturarbejde smedeværksted’.
Hårdt for Poul
»Vi hygger os og snakker jo også om det med at blive ene. Selvom vi mandfolk ikke er så gode til at tage den slags op. Men det er ikke så sjovt at havne dér, og det har nogle af dem heroppe mærket på deres egen krop. Poul for bare to år siden. Lige efter deres sølvbryllup. Det var hårdt for ham,« siger Kjeld Sørensen og peger over mod gruppen af mænd, der står bøjet ind over motoren.
Som 78-årige Poul Falden står inde i remise-hallen med et drenget grin om munden, ligner han ikke én, der er i ensomhedskrise.
Før de tre ældre mænd fik liv i lokomotivmotoren, måtte Poul Falden æde lidt kærligt drilleri over, at han tilsyneladende ikke lige havde det rette tag i håndsvinget, der skulle starte motoren. At der skulle andre kræfter til.
Han ryster overbærende på hovedet. Drillerier er en del af remisebissernes fællesskab.
Poul Falden er en af dem, der tilbage i 2000 var med til at starte bisserne op. Som gammel skibsbygger på værftet i Aalborg er hænderne skruet rigtigt på.
»Og jeg er jo lidt af en motortosse,« tilføjer han.
Vi er kørt lidt væk fra Remisen Dokkeland, en håndfuld kilometer længere ind i landet og et godt stykke nede ad en hullet grusvej, hvor en smukt og idyllisk gammel hvidkalket gård åbenbarer sig.
Omkring den gamle vandpumpe på gårdspladsen er et fint, lille rundt blomsterbed bygget op. Små stenfigurer byder velkommen på trinene op til huset. Alt emmer af kvindelig tilstedeværelse. Af Birgits tilstedeværelse.
Det var en august-dag i 2014, at hun døde. Kun 66 år gammel.
»Jeg gik jo helt.... jeg blev jo helt.... forstenet, ikke?«
Sætningen kommer, som den er skrevet. Skåret ud i bidder. Selv to år efter er Birgits død stadig svært at tale om for Poul Falden.
Det var hans andet ægteskab, og han husker ikke helt, hvordan deres første møde kom i stand. Men han husker, at det var det bedste, der nogensinde var sket for ham. Husker, at de havde et rigt liv sammen, og altid var aktive og udadvendte. Listen over foreninger, som de var medlemmer af, er lang.
»Vildmoseforeningen. Dansk mølleforening. Borgerforeningen. Aakjær selskabet. Vi var altid på farten, fulgtes altid ad.«
For mange år siden blev Birgit ramt af brystkræft. Hun fik fjernet brystet, og i fem år fik hun medicin og gik til kontrol.
»Hun kom over det,« fortæller han. Med et bittert drag om munden.
Tæppet revet væk på 14 dage
For kræften havde fundet andre veje ud i hendes krop, havde sneget sig ind i knoglerne. Men det blev ikke opdaget, før det var for sent. 8. juli 2014 blev hun scannet. Som tidligere sosu-assistent var hun vant til at se scanningsbilleder, kunne læse dem.
»Dér vidste hun godt, at det skulle ske. Det så jeg først bagefter, da jeg kiggede i hendes dagbøger. Men hun sagde det ikke til mig. Det var som om, at hun havde affundet sig med, at det skulle ske og kun ønskede, at få det bedste ud af sin sidste tid. På en måde beundrer jeg hende, at hun kunne tage det på den måde, som hun gjorde.«
Poul Falden kæmper med gråden. Halsen er tør, og ordene vil næsten ikke ud.
Det var først, da hun blev indlagt, at han blev klar over, at enden var nær.
»De kunne ikke gøre noget for hende. Og til sidst var hendes vejrtrækning så besværet, at jeg tænkte ’bare det snart et sket’.«
Familien var på skift hos hende på hospitalet døgnet rundt. På dét, der skulle blive hendes sidste aften, sad han selv og holdt hende i hånden. Næsten morgen var hun død. I løbet af bare 14 dage var hele tæppet revet væk under Poul Faldens liv.
Rester af hans gamle liv er overalt, hvor han kigger hen i det store hus. Intet er flyttet eller smidt ud. På reolen i stuen står bryllupsbilledet stadig på hæderspladsen. Små ting, hun købte gennem årene, står, hvor de altid har stået. De mange potteplanter, som hendes grønne fingre kærligt tog sig af, prøver Poul Falden med sine grove næver at holde liv i. Ligesom han holder liv i sig selv.
»Jeg kan huske den 13. september 2014, på min fødselsdag, var jeg inviteret til en familiefest. Og jeg havde bare ikke lyst til det, for det var så kort tid efter, at hun var død. Men de sagde alle sammen, at jeg skulle med. Og jeg fortrød det jo heller ikke.
Men det er bare ikke det samme, når man er vant til at følges ad. At skulle gøre det alene.«
Ifølge formand for Forum for Mænds Sundhed Svend Aage Madsen har mænd i nyere tid fået en helt anden afhængighed af netop deres partner.
»For mange mænd er deres partner den, der er deres fortrolige, deres eneste fortrolige, den de snakker med om de meget private og personlige ting. Så i dag er mænd faktisk mere afhængige af familien, end kvinden er. Modsat da jeg voksede op. Og det er med til at gøre det endnu sværere, når de bliver pensionerede eller enlige,« siger han.
At Poul Falden har styret udenom de enlige mænds dystre statistik, kan han delvist takke sin afdøde kone for. For når hun kunne mande sig op til at omfavne livet og se døden i øjnene, er det mindste, han kan gøre, at prøve at gå i hendes fodspor. Og holde sig i gang. Fylde livet med dét, der stadig giver mening.
På gården er der hønsene. En lille kat. Træer, der skal fældes. Brænde, der skal hugges.
Så er der en stor familie. Søskende, børn og børnebørn. Også Birgits. Alle deres tegninger sidder på køleskabet.
Et frirum
»Det kan ikke undgås, at der kommer nogle stille stunder, når man kommer hjem. Når man har været et sted, og der ikke er nogen i huset, ikke nogen at snakke med. Det er hårdt. Man skal på en eller anden måde hanke op i sig selv og gøre mere, end man egentlig har lyst til.«
Til dét hører at bygge videre på det aktive foreningsliv, som han og Birgit nåede at bygge op sammen. Udover tidligere foreninger, som de var fælles om, er han også medlem af Motor & traktorklubben Jylland. Og så selvfølgelig Remisen Dokkeland, som på mange måder er et frirum for den store flok af ældre mænd, der med årene er kommet til at kende hinanden rigtig godt og har et godt kammeratskab og fællesskab.
»Meeen,« indrømmer Poul Falden, »at snakke om sorgen og den slags er jo ikke noget, vi sådan gør til daglig. Når man står i en stor flok, står man ikke og siger, hvor slemt man har det. Det er mest, når man kommer på tomandshånd.«
Ude på Remisen Dokkeland ved leder Kjeld Sørensen godt, at det dér med at snakke følelser ikke lige er remisebissernes spidskompetence.
»Men tit kan kan man jo se i øjnene, hvordan folk har det. Det er lidt min opgave at kigge efter det, og er der nogen, der hænger lidt med hovedet, kan vi tage en sludder over en kop kaffe. Men jeg tror, at bare det at komme herud, hjælper. For så sker der noget andet.«
Naturen trak
Et strejf af solskin bryder gennem et af remisens snavsede vinduer, og kaster lys over jerntænger, ambolte, tunge smedehammere og alskens remedier, der skal til, når man skal skrue på og samle gamle veterantog.
I næsen prikker en dunst af olie blandet med den særlige lugt, der er uundgåelig i en arbejdshal, hvor fugten har sat sig godt og grundigt i betongulvet.
Enkelte af de blåklædte mænd nørkler koncentreret alene. De fleste arbejder i små grupper. Småsnakkende og glade. Indimellem bryder larmen fra et svejseapparat den hyggelige harmoni i værkstedshallerne, som ligger rammet ind af Mulbjergene og naturreservatet Lille Vildmose.
»Det’ derinde, elgene går,« siger den 71-årige remisebisse Poul-Erik Nielsen med stolthed i stemmen og peger over mod reservatet, hvor fem unge svenske elge blev sat ud tidligere i år.
For Poul-Erik Nielsen og hans kone var det netop områdets skønne natur, der trak, da de for ti år siden rykkede livets teltpæle op på Fyn for at banke dem ned i Himmerland. De havde i mange år holdt deres sommerferie i det nordjyske, og nu hvor de begge var gået på pension, ville de nyde deres otium i et svensk træhus i området.
Men sådan skulle det ikke gå.
Blot ti måneder senere døde Poul-Erik Nielsens kone pludseligt. Uden forvarsel og inden de overhovedet havde nået at bygge et nyt netværk op.
»Da overvejede jeg godt nok at flytte tilbage til Fyn,« siger den tidligere skolelærer, som også havde overvejelser om, hvorvidt livet overhovedet var værd at leve.
Men så smiler han.
»For så var det jo, at jeg mødte gutterne til et påsketræf i kirken, at jeg kom til at sidde sammen med et par mænd, der viste sig at være fra remisen. Og selvom jeg var skolelærer, var jeg velkommen. Bare hænderne var skruet ordentligt på. Så jeg blev hængende.
Sammenholdet herude var dét, der hjalp mig gennem det første par måneder. Remisen reddede mit liv,« smiler Poul-Erik Nielsen.
Som en ekstra bonus fandt han efter et år tilmed en kæreste i området. Og de har været sammen siden.
»Det er bare heldigt for mig,« siger han glad.
Klokken nærmer sig 12. Remisebisserne pakker lige så stille sammen for denne gang.Efterr endnu en dejlig tirsdag i fællesskabets tegn.
»Vi har det godt herude,« siger Poul Falden, og lader blikket fyldt med julelys vandre.
Så fylder han lungerne, suger livet ind.
»Vi hygger os.«
Fællesskab er vejen ud af ensomhed
Kvinder er bedre til netværk end mænd. Og derfor er det ofte manden, der går ned med flaget, når han mister sin ægtefælle eller pensioneres
Enlige ældres helbred er en potentiel bombe under sundhedssystemet. Derfor vil emnet også være på dagsordenen, når Kommunernes Landsforening i den kommende uge afholder ældrekonference.
KLs egen analyse viser således, at antallet af læge- og skadestuebesøg stiger markant, når ældre bliver enlige. Og forskning viser desværre også, at hvert fjerde selvmord i Danmark begås af mennesker, der er over 65 år gamle. Og at mændene i denne gruppe udgør den største del.
Derfor er der er et udtalt behov for yde en særlig indsats, mener såvel Ældre Sagen som Forum for Mænds Sundhed.
»Fællesskaber er centralt for mænd, hvis man skal knække kurven over for stor dødelighed og kort levetid,« siger formand for sidstnævnte, chefpsykolog Svend Aage Madsen.
Mens det at stoppe arbejdslivet kan have en voldsom virkning på mænds mentale og fysiske tilstand, er der oftest dét at miste en ægtefælle, der kaster mændene ud i en stor livskrise. For de er ikke rustede til et liv som enlige.
»Mens kvinder kan have mange og bredere netværk af venner og veninder, som de kan snakke med, er mænds partner ofte den eneste, de snakker private og personlige ting med. Og eftersom det i de fleste forhold også er kvinden, der organiserer og står for de sociale aktiviteter, inklusive med hans familie, har manden ikke de redskaber, når han bliver alene,« siger Svend Aage Madsen og fortsætter:
»Dét, der har størst betydning for, at man ikke bliver ensom, er, at man har nogen, der venter én, nogen, som man har betydning for, nogen, som synes, at man er vigtig i livet. Og ikke mindst nogen, som holder øje med, om man kommer, om man møder op.«
At blive enlig i høj alder er dog ikke synonymt med at blive ensom, understreger Ældre Sagens ensomhedskonsulent David Vincent Nielsen, og påpeger ligeledes, at ensomhed også er et problem i den endnu større gruppe af enlige ældre kvinder.
Præcis hvor stort problemet er i 65+ gruppen, vides ikke, men han anslår, at ud af de omkring 140.000 enlige mænd er det mellem seks og syv pct., som savner socialt samvær og sociale relationer.
»Dér, hvor der er en stærkt forøget risiko for, at enlighed bliver til ensomhed, er, hvis de ikke har nogen at snakke problemer med,« siger David Vincent Nielsen.
At der er en kønsforskel i måden at håndtere enligheden på, er der ingen tvivl om. Det ser Ældre Sagen helt konkret ved sine arrangementer rundt omkring i landet.
»Sidste år havde Ældre Sagen alene 68.000 arrangementer. Og vi ser ikke mænd så meget som kvinder til dem. Heller ikke som frivillige. Hvor kvinder godt kan mødes og bare snakke, skal mænd helst have noget, som de kan foretage sig i samme forbindelse. Og helst uden, at der er kvinder til stede.«
Her følger en håndfuld gode råd om, hvordan du som mand selv kan knække ensomhedskurven. Og hvordan du som ægtefælle kan ruste din mand til et liv som enlig.
