Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Michael Madsen tilbage i SAS-ligaen - og hos træner Christian Andersen.

Efter næsten et år på bænken i tyske Wolfsburg er fodboldlysten så stor og altoverskyggende, at Farums nyerhvervede kantspiller, Michael Madsen, stort set for enhver pris vil spille fodbold.

Men han ved også, at man ikke ustraffet er væk fra topfodbold i et år. Vejen tilbage til topfodbolden er brolagt med masser af forhindringer, og den bedste måde at komme over dem er ved at have tålmodighed og tillid.

Først og fremmest til Farum-træner Christian Andersen, som var manden, der mere eller mindre skabte Michael Madsen i AB, så han sammen med den anden »Christian Andersen-opfindelse«, Peter Knudsen, blev solgt for et millionbeløb til italienske Bari.

Nu er de to igen sammen, og Farum-træneren lover, at han nok igen skal få det bedste frem i Michael Madsen.

»Han har ikke spillet på højeste niveau i et år.

Det er lang tid, og han må væbne sig med tålmodighed. Men Michael har stor tiltro og tillid til mig, og det er det vigtigste.

Han skal vide, at det tager tid, men vi skal nok få ham tilbage. Michael kommer til at blive en stor gevinst for Farum, og i løbet af et par måneder tror jeg, han er stamspiller heroppe,« siger Christian Andersen om sin nyerhvervelse, der allerede i onsdagens kamp mod AB fik en halvleg.

Forhistorien byder ellers på masser af eksempler på spillere, der er returneret fra udlandet kun for at opdage, at livet som professionel i Danmark ikke er meget nemmere. Et tydeligt eksempel er Peter Knudsen, som forlod AB sammen med Michael Madsen.

Siden han returnerede fra Bari i Italien, har karrieren stort set kun haft pil nedad.

Men den fælde falder Madsen ikke i, forsikrer både han selv og træner Andersen.

»For Peter Knudsens vedkommende var han uheldig at ryge ind i nogle trænere, der mere eller mindre røvrendte ham.

Allerede da jeg havde ham som lejesvend i B93, var han ved at vende tilbage til sit gamle jeg.

Jeg skal nok få Michael helt på toppen igen,« siger Andersen.

Hovedpersonen selv fastslår, at tilliden til Christian Andersen er ubegrænset.

Faktisk var det udelukkende på grund af udsigten til igen at være under Farum-trænerens ledelse, som fik ham til at vende næsten hjemad før end planlagt.

»Jeg har blind tillid og stoler 110 procent på Christian. Min fodboldsult er enorm, og jeg vil pokkers gerne spille hver gang.

Men jeg accepterer også, når Christian siger, at han hellere vil have mig på bænken som forleden mod AB,« siger Michael Madsen, som i øvrigt demonstrerer en sund og ydmyg holdning efter sin hjemkomst.

»Jeg skal ikke tilbage og være konge, bare fordi jeg har en række Serie A-kampe bag mig. Hvis man vil noget på et hold, skal man være vellidt blandt holdkammeraterne. Man må yde for at kunne nyde.

Og jeg ved udmærket godt, at det her kun lykkes via benhårdt arbejde. Først og fremmest skal jeg have et højt bundniveau.

Her i starten går jeg ikke ud og spiller for at komme på ugens hold. Jeg begynder stort set fra bunden med sikkerhed i spillet, og så skal det andet nok komme,« siger Madsen, som derfor også har skudt alle tanker om yderligere udlandsophold og landshold helt i baggrunden.

Givetvis en fornuftig holdning efter et psykisk hårdt år i tyske Wolfsburg, hvor træneren ikke ønskede ham i truppen.

»Jeg fik direkte at vide, at ligegyldigt hvad jeg gjorde, ville han ikke have mig med.

Normalt hører jeg til dem, der så bliver indebrændt og nægter at give op. Men jeg må indrømme, at det til sidst knækkede mig.

Jeg gav simpelthen op.

Min selvtillid har lidt under den oplevelse, og der er kun den hårde vej tilbage,« siger Michael Madsen.