Alexander, Sussi og Tony skiftede køn

Spejlet talte altid usandt. Hver dag afgav det falsk vidnesbyrd lige for næsen af dem. Det pigede lange hår og de voksende bryster var løgnagtige gengivelser, når det indvendige nu engang var en dreng. Ligesom de mørke dun på overlæben og tingesten mellem benene ikke gav mening for pigen, der boede i kroppen.

Vi andre føler os bondefanget af kroppen, når den ældes eller fra fødslen er ankommet med skavanker. Alexander, Caspian, Sussi og Tony kender alle følelsen af at blive forrådt af deres egen krop, fordi den viser det forkerte køn.

Transformation

Der lever 50.000 transkønnede personer i Danmark. En del af dem er unge, og i modsætning til generationerne før har de mulighed for at transformere deres krop til det køn, der for de flestes vedkommende har ligget podet i dem siden barndomsårene. Jo hurtigere de vælger at gå i gang med hormonbehandling og operationer, desto mere overbevisende bliver forvandlingen.

Hormoner til børn

I USA giver man såkaldte hormonblokkere til transkønnede børn helt ned til tiårs alderen, hvor man stopper pubertetens udvikling. I en alder af 16 år kan de så vælge at tage hormoner for det køn, de gerne vil være. I Danmark får man østrogen eller testosteronbehandling hos en gynækolog.

Makeup og mimik

Oveni kommer alt det, vi andre også bruger til at forme vores identitet med: makeup, tøj og mimik. Mens vi forandrer kroppen i jagten på skønhed, er de unge transkønnede skulptører på deres egen krop i kønnets navn. De giver den flere hår på armene, reducerer ansigtsbehåringen, får lavet bryster og ændret stemmens tone. Alt sammen for at kunne leve som et helt menneske.

Tryk dig videre herunder og læs Alexander, Sussi og Tonys historier:

Jeg nægtede at være en pige

Nogle mennesker tror, jeg er trans på den måde, at jeg er en dreng, der godt kan lide at gå i dametøj. De fleste ved ikke helt, hvad det er. På min skole gik der mange rygter om mig, før jeg selv fik fortalt, at jeg var transkønnet. Så det kom ikke bag på folk, at det var sådan. Mine venner tænker heller ikke over det i dag. - Jeg fortalte det første gang, da jeg var otte år. Men ingen tog mig seriøst dengang. I børnehaven havde vi en krig mellem drengene og pigerne om, hvem der var bedst. Jeg stillede mig selvfølgelig over på drengenes side, og det syntes pædagogen var lidt spøjst. - Min første skolekæreste ville sjovt nok gerne være en pige, fordi de havde det nemmere. Han var misundelig på mig, fordi han mente, at piger måtte flere sjove ting som at sminke sig. Mine bedste venner har ofte været sådanne typer, der har været fascineret af det andet køn. - I engelsk skulle vi lære at sige: 'Hello my name is' og alle de andre basale ting. Jeg sagde: 'I'm a boy'. Min lærer blev sur, fordi jeg nægtede at være en pige. Det var stadig lidt uskyldigt, men da jeg blev 12 år, blev kønsrollerne meget mere definerede, og min krop forandrede sig meget.

Skolevikaren

- En skolevikar kom på et tidspunkt hen og sagde til mig, at hun godt vidste, hvordan jeg havde det. Da hun selv var lille, havde hun også svært ved at vokse og blive en kvinde. Jeg sagde til hende, at jeg altså ikke en var pige. Så hun vidste ikke, hvordan det var. Hun talte aldrig til mig igen. - I begyndelsen troede mine forældre, jeg var homoseksuel. Det troede min daværende klasselærer også. Jeg fik skældud, når jeg kom ind i pigeomklædningsrummet. Fordi jeg ikke skulle kigge på de andre piger. Alle talte om mig, men jeg vidste ikke, hvad der var med mig. Jeg fandt en hjemmeside, hvor en trans fortalte om sit liv og følelser. Og det var jo mig. Det ramte plet.

Jeg skar mig selv

- Som 12-13 årig var jeg meget deprimeret, og det hele knækkede for mig. Jeg var til psykolog, men det hjalp ikke. Jeg havde mange problemer i skolen, fordi jeg ikke brød mig om, at min krop blev mere feminin. Jeg ville gerne ryge hash og tage stoffer, fordi jeg tænkte, at det måske kunne påvirke hormonerne. - Jeg skar også i mig selv for at vænne mig til smerten, så jeg en dag kunne skære det grimme væk. Jeg havde virkelig dårlige tanker, pjækkede meget og lukkede mig inde i mig selv for at være alene med mine tanker. Det kunne jeg ikke være ude i den virkelige verden, hvor jeg hele tiden skulle være en anden. - Jeg var ved at begå selvmord dengang. Jeg tog en kniv under halsen og truede med, at hvis jeg ikke kunne leve som dreng, ville jeg slet ikke leve. Jeg havde det virkelig ad helvede til. Som 12-årig burde man bekymre sig om venner og om at lege, men jeg bekymrede mig om, hvem jeg var. Min mor ville ikke lade mig have kort hår eller lade mig gå i tøj, der var drenget. Efter selvmordsperioden begyndte hun at acceptere det. - Min far har overrasket mig. I begyndelsen forstod han det ikke, men i dag er han meget deltagende. Med min mor har det været mere svingende med accepten. Hun er med til gynækologen, når jeg skal have hormoner og stiller spørgsmål. Men hun har stadig svært ved det, for hun er bekymret over, hvilken slags liv jeg går ind til. Jeg har jo heller aldrig givet hende noget valg. - Jeg har manglet, at nogen tog mig alvorligt lidt tidligere. Og havde accepteret, at jeg var en dreng. Bare det at jeg er blevet accepteret mere af mine omgivelser i dag, har hjulpet mig meget.

Mere almindelig

- Jeg føler mig mere som en almindelig teenager i dag, end dengang jeg gik ind i mine teenageår. Da var det svært at se en løsning på alt det, der foregik inde i mit hoved. Alligevel kan jeg ikke sammenligne mig med folk på min egen alder, fordi de ikke har været igennem de samme tanker. Jeg har jo tænkt rigtig meget over liv og død. På en helt anden måde end de har. - Jeg har ikke noget imod at blive til en hermafrodit forneden. Kønnet sidder for mig i hovedet og ikke mellem benene. Man kan godt leve som en mand, uden at man nødvendigvis har en penis. Det handler om, hvad man føler.

Rasmus var bare en facade

Når folk får at vide, jeg er transkønnet, kommer der forskellige reaktioner. Nogle tager sig ikke af det, fordi de alligevel har set mig som en pige. Andre bliver pludseligt nedladende overfor mig og spørger om meget private ting såsom mine kønsorganer. Noget de ikke ville spørge andre mennesker om. - Jeg har altid set en pige inde i spejlet. Det var underligt at blive kaldt for en dreng, når jeg nu følte mig som en pige. Min mor siger, at der har været tegn helt tilbage fra to-års alderen. Første gang, jeg sagde, at jeg var en pige, var jeg nok 14 år. Jeg havde lige haft min første kæreste. Vi fandt sammen ud af, at vi hver især følte os malplacerede i vores køn.

Pigetøj i tasken

- Jeg er blevet behandlet af mine forældre som en dreng, indtil jeg sagde det. Som teenager kunne jeg godt finde på at tage noget pigetøj med i tasken og så skifte i skolen, uden at mine forældre opdagede det. Før jeg kom i puberteten, har folk også ofte set på mig som en pige, fordi jeg var spinkel. Og de undrede sig, når jeg svarede 'Rasmus', når de havde spurgt mig om, hvad jeg hed. Jeg følte mig mere som mig selv, når folk så mig som en pige. - Man er jo ikke glad for dét, der sker under puberteten. At kroppen pludselig udvikler sig i en forkert retning med skæg. På sin vis føler man sig forrådt af sin egen krop. Noget er i hvert fald forkert, fordi veninderne udviklede sig på en anden måde. Jeg fik jo et adamsæble i stedet for bryster. Jeg har håbet, at det bare ville gå væk af sig selv igen. Det gik desværre kun én vej. - Jeg har i en forstand været heldig, fordi jeg har haft fysikken med mig. Hvis jeg var to meter høj med brede skuldre, ville det nok have været sværere at overbevise andre om transformationen. Det har jeg tit været glad for. Overvejer operation - Jeg begyndte at tage hormoner sidste sommer. Jeg får en mere kvindelig krop med bryster, men det kræver en operation at få adamsæblet mindre. Jeg har virkelig været glad, siden jeg begyndte at tage dem. Det er den længe ventede kvindelige pubertet, der er kommet. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg en dag får en kønsskifteoperation. Det vigtigste er, at andre umiddelbart ser mig som en kvinde. - Jeg ser mig selv som aseksuel. Jeg har ikke et behov for den seksuelle akt. Jeg kan blive tiltrukket af både kvinder og mænd rent emotionelt, men jeg har ikke brug for at gennemføre det fysisk. Jeg har været i seng med begge køn, men ingen af delene tændte mig.

København og Slagelse

- Jeg er vokset op i København, hvor der ikke er blevet set skævt til mig. Her i Slagelse får jeg nogle ekstra blikke, når jeg går rundt i byen. - Det er næsten umuligt med kærester. Det kræver, at man kan få en kæreste, der ser én, som det man er - og som man selvfølgelig selv er forelsket i. Jeg ved ikke, om det med kæresterne kunne gå hen at blive et større savn senere hen. Det har jeg ikke gjort mig tanker om. Sådan er det bare lige nu. - Måske ser folk én som en pige, men man bliver ikke inkluderet 100 pct. i hverken drenge-eller pigeverdenen. På et tidspunkt var der klassefest, hvor pigerne og drengene varmede op hver for sig. Der blev jeg ikke inviteret med nogen af stederne og endte med at blive hjemme. - Jeg blev døbt som Rasmus, og det navn har jeg aldrig været glad for. Mine venner kaldte mig Sussi, længe før jeg sprang ud. Min første kæreste fandt på det. Han mente, at jeg lignede en 'Sussi'. Så har det bare hængt ved. - Den mand, jeg oprindelig blev født som, findes ikke. Det har han aldrig gjort. Rasmus har bare været en facade og en forestilling i andre menneskers hoved. Han er ikke en person, der har eksisteret. Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg ham ikke. Sussi Baruj blev kort tid efter interviewet med Berlingske meldt savnet af sin familie til politiet. Det eneste, hun havde efterladt sig, var en kryptisk note på Facebook. Et par dage efter gav hun selv livstegn til familien fra sit nye opholdssted i Barcelona, og Berlingske har kommunikeret med hende via mail. Hun forsøger i dag at skabe sig en tilværelse sydpå.

Nu er han en mand

Som barn så jeg ud som en dreng. Det kunne jeg også slippe af sted med. Jeg har gået til konkurrencesvømning hele mit liv, gået i cowboybukser og haft kort hår. Min krop forandrede sig sent til pigeformer. Det betød, jeg fik en lang barndom. Jeg blev ikke voksen. Så længe jeg kunne slippe af sted med at være et barn, kunne jeg være en dreng. - Da jeg for otte år siden for alvor begyndte at forandre mig fysisk, fulgte jeg meget interesseret med i forandringen foran spejlet. Om der var kommet muskler og behåring. Nu tjekker jeg bare mit udseende ligesom alle andre mennesker. Før lignede jeg en drenget pige, men jeg brugte aldrig ordet pige eller kvinde. Det kunne jeg slet ikke få over mine læber. - Lægerne holder øje med, at hormonerne virker, som de skal. Jeg får tjekket lever- og testosterontal. Jeg har endnu ikke valgt at tage de sidste operationer, fordi det er for risikabelt. Jeg kan jo stadig gå på toilettet eller få en orgasme. Mange transmænd er kede af, at de ikke har den penis, som alle andre mænd har. Sådan har jeg det ikke. Min ser bare lidt anderledes ud.

Proppet ned i kjole

- Mine forældre mente, at jeg burde være mere som en pige og have langt hår. De gik op i, hvad naboerne sagde. Jeg klippede selv mine rottehaler af, og til juleaften blev jeg proppet ned i en kjole. Jeg løb altid ud på toilettet og skiftede til joggingtøj.

Meget skamfuld

- Jeg var meget skamfuld over det og havde ikke lyst til at fortælle det til mine forældre. Jeg ignorerede det vel. Det med kærester kunne jeg slet ikke forholde mig til. - Mit oprindelige pigenavn var Helena. Det kan jeg godt have det lidt svært med at høre. Det bringer nogle minder frem. Navnet er en stor identitetsfaktor. Mere end selve kønsskiftet. Nogle gange kommer jeg faktisk også selv til at sige det, hvis jeg skal præsentere mig selv. Selvfølgelig er det svært at slippe. Det var jo mit navn i 27 år. - Når jeg lå om aftenen i min seng som teenager, havde jeg en følelse af at være indespærret. Som om jeg lå inde i en kiste. Jeg var skræmt. Om dagen kan man skubbe tankerne væk, men det kan du ikke, når du ligger alene om aftenen. Jeg kunne godt græde, men jeg kunne ikke dele problemet eller følelserne med mine forældre. Det var svært at tænke over fremtiden. Jeg var lidt modløs og planlagde ingenting. Det handlede om at have det sjovt i nuet.

Sprang ud som lesbisk

- Jeg sprang ud som lesbisk ved lidt af et tilfælde. Jeg havde sendt et brev ind til landsforeningen (Landsforeningen for bøsser og lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.) med en masse spørgsmål, og da jeg kom hjem fra skole, sad mine forældre med svarbrevet fra landsforeningen. Så var der drama. I en hel uge var der stille ved middagsbordet. Jeg var selv lykkelig, fordi jeg havde fundet en løsning. Men de var frustrerede. Efter nogle år accepterede de det. Måske også fordi jeg blev ældre. - Jeg var lesbisk fra 17. til 27. år. Det var mere legalt for mig at ligne en dreng, for sådan så nogle lesbiske også ud. I virkeligheden skulle jeg have hoppet de ti år som lesbisk over. Det var en flugt for mig. Omvendt nød jeg åbenheden i miljøet. - Som 22-årig begyndte jeg at tænke over at skifte køn. Jeg spurgte min mor om, hvad jeg skulle have heddet, hvis jeg var en dreng. Navnet var Alexander. På den måde kom jeg også tilbage til familien. Der havde været så mange kampe, fordi de ikke forstod det. Jeg ville gerne vise noget respekt og noget samhørighed med dem igennem navnet. Det var en form for forsoning. - Jeg har ikke betalt i kød og blod for at være transkønnet, men jeg har oplevet de gængse fordomme. Det er ikke et freakshow at være transkønnet. Mange lever et almindeligt kedeligt liv. Det sjove er, at jeg som lesbisk var kæreste med flere heteroseksuelle kvinder. Men som transkønnet har der ikke været samme interesse. Hvilket er lidt underligt.

Ved at vende tilbage

- Jeg er ved at vende tilbage til den venlige og søde person, jeg var som lille. Jeg var vild i 20erne og reagerede mod alle. Nu er jeg kommet tilbage til familien og er mere afslappet. Når jeg ser barndomsbilleder af mig selv, kan jeg godt identificere med mig med dem. Men i dag er jeg en mand.